
Bilen blev ramt på førersiden, da føreren ville svinge til venstre fra Gl. Roldvej ud på Roldvej og overså en bilist der fortsatte lige ud ind mod Aars - et typisk problem ifølge flere trafikanter i krydset.
Fornyet debat om farligt Aars-kryds ved Gl. Roldvej
Af Ture Damtoft, Onsdag, 29/01/2025 09:00
AARS: Siden åbningen af omfartsvejen ved Aars har der været debat om og kritik af T-krydset ved Gl. Roldvej og Roldvej.
Nu er debatten blusset op påny, efter Anne Hjulmann har fortalt om hendes oplevelse med en nærved ulykke forleden.
- Med to små børn på bagsædet, er det hver gang ”med hjertet oppe i halsen”, at man kører videre fra Gl. Roldvej. Jeg tænker selv, en løsning kunne være en rundkørsel, som der er andre steder, siger Anne Hjulmann, der bor på Hans Egedes Vej i Aars og ofte kører i krydset.
Omfartsvejen åbnede i 2018, og der har været flere uheld uden alvorlig personskade, men med betydelig materiel skade.
Bilister peger på to problemer.
Fra Gl. Roldvej kan det være svært at se de trafikanter på førersiden, der ikke drejer ind mod Aars, og det kan være svært at accelerere tilstrækkeligt og ikke være til gene for trafikanter, der kommer fra Farsø.
Vesthimmerlands Kommune inviterer borgere til at henvende sig med deres forslag til ændringer af krydset, og flere politikere har meddelt, at de vil tage det op. Herunder formanden for teknik- og miljøudvalget Allan Ritter.
Kommentarer
Kasper Katzmann
Hvor er debatten blusset op? Det er vist kun jer der forsøger at sætte en debat i gang.
Anne Mette Rask...
Oplevet flere gange at når jeg kommer fra Farsø at der er mange der tager hurtige chancer i T krydset. Mange når slet ikke at komme op i fart og oftets skal man op og stå på bremsen.
En rundkørsel eller lysregulering må være den optimale løsning, i sådant et farligt kryds.
Trine Larsen
Gør gl. roldvej blind for tilkørsel, dog er det stadig muligt og kører fra så er begge problemer løst..
Ordet er dit