Fortsat millioner af døde eller dødfødte pattegrise

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 07/07/2026 14:13

Landbrug og Fødevarer (L&F) oplyste i en pressemeddelelse om højere overlevelse for pattegrise, at 20,3 pct. af dem fortsat er dødfødte eller dør inden afvænning.

Konkret stod der, at den samlede pattegrisedødelighed er faldet med 1,4 procentpoint til 20,3 procent sammenlignet med 2024. Det viser Landsgennemsnittet for produktivitet i dansk griseproduktion for 2025, der netop er offentliggjort.

Det er det højeste niveau af overlevelse siden årtusindeskiftet, og det udtrykker L&F stor tilfredshed med.

- Vores sektor er på den politiske dagsorden, og der bliver sagt og skrevet meget om danske landmænd, der har grise. De her tal er ikke udtryk for holdninger eller politiske meninger, men er baseret på hårde facts. Og vi leverer igen i år en højere overlevelse hos både danske pattegrise og søer, udtaler sektordirektør i L&F Sektor for Gris, Christian Fink Hansen.

Forbedringen på de 3500 grise om dagen fra 2022 til 2025 betyder dog, at der fortsat er millioner af pattegrise, som enten er dødfødte eller dør inden afvænning fra soen.

Men for første gang sætter sektoren konkrete tal på fremgangen i overlevelsen og supplerer dermed de procenttal, som tidligere har fyldt meget.

- Vi forbedrer pattegrisoverlevelsen med 1,4 procentpoint, og det svarer til 14.000 flere grise pr. 1.000.000 fødte grise. Vi mener begge tal er vigtige, når vi skal have en debat om fremtidens griseproduktion. Vi kigger på procenter og udvikling over tid – ikke kun på absolutte dagstal. I vores samlede opgørelse regner vi også dødfødte grise med i dødeligheden, og derfor lægger vi et konservativt tal frem, når vi taler om overlevelsen, siger Christian Fink Hansen.

18.523.750 om året
L&F skriver også at, et absolut dagstal for døde eller dødfødte grise giver et misvisende billede.

I stedet vil L&F sammenligner overlevelse og dødelighed hos grise, er det vigtigt at bruge en procent, som kaldes “en rate”, og ikke alene antallet af døde grise.

En hurtig beregning giver dog et dagstal.

Hvis 1,4 pct. er lige med 3.500 overlevende grise om dagen, så er 20,3 pct. lige med 50.750 døde eller dødfødte om dagen.

Det bliver til 18.523.750 pattegrise, der er dødfødte eller dør inden afvænning, om året.

Sektordirektør Christian Fink Hansen er blevet spurgt om tallet af Aars Avis, og han svarer i en skriftlig kommentar:

- Til at starte med vil jeg gerne faktakorrigere tallene ovenfor. De 3500 flere overlevende pattegrise er med udgangspunkt i baseline for 2022. Siden 2022 er overlevelsen forbedret markant, og forbedringen svarer i absolutte tal til, at med produktionen i 2025 så overlever der i 2025 3.500 flere grise hver eneste dag sammenlignet med 2022. Jeg vil gerne understrege, at når man gør antal overlevede pattegrise til et mål for udviklingen i dansk griseproduktion, giver det absolut dagstal for pattegrisedødelighed et misvisende billede. Hvis antallet af producerede grise ændrer sig, ændrer dagstallet sig også. Derfor bør debatten tage udgangspunkt i overlevelsen, i procenterne og i udviklingen over tid fremfor absolutte tal. Og overlevelsesraten har været stigende siden 2022, skriver Christian Fink Hansen.

Videre til slagtning
Naturligvis ændrer “dagstallet” for døde pattegrise sig, hvis antallet af producerede grise gør, det er logik for både perlehøns og fikserede grise.

Men L&F kunne muligvis komme med et nogenlunde præcist tal for antallet af producerede grise, og så bare lægge 20,3 pct. til for at få antallet af døde eller dødfødte pattegrise. Naturligvis med en vis usikkerhed.

Det har L&F valgt ikke at gøre, men der er en målsætning om at øge so-overlevelsen.

Det er nemlig ikke kun hos pattegrisene, at der er fremgang, oplyser L&F.

Det går også fremad med overlevelsen hos søerne i de danske stalde.

- Det er branchens klare mål at nedbringe sodødeligheden markant. Derfor er det godt, at kurven går i den rigtige retning. Vi er langt fra i mål endnu, men hvert fremskridt tæller. Med det nye avlsmål for sooverlevelse, som blev indført i 2024, forventer jeg en fortsat positiv udvikling i de kommende år, siger Christian Fink Hansen, der til Aars Avis tilføjer:

- Når so-overlevelse bruges som avlsmål, handler det om hele soens liv. Målet er at få overlevelsesraten til at stige, så flest muligt overlever frem til det tidspunkt, hvor de naturligt skal videre til slagtning.

Ny eller stærk kontrakt
Foruden avlsarbejdet spiller forskning og ny viden, ifølge Christian Fink Hansen, en helt central rolle i indsatsen for at øge overlevelsen.

- Forskning har betydet, at vi i dag ved langt mere om årsagerne til sodødelighed end tidligere. Den viden bruger vi målrettet til at udvikle løsninger, der kan hjælpe landmændene med at forebygge sygdomme hos søerne. Derfor er det også afgørende, at vi fortsat investerer i forskning og viden, som kan omsættes direkte i stalden, siger han.

Arbejdet med at forbedre overlevelsen hos grisene i de danske stalde fortsætter, forsikrer Christian Fink Hansen.

- Vi har i branchen en klar interesse i at få en ny samfundskontrakt på plads med samfundet. Valgkampen viste med al tydelighed, at der er brug for en samtale om, hvordan vi udvikler os fremadrettet. En klar forbedring i overlevelsen hos danske grise, er alt andet end lige et godt afsæt til de videre drøftelser, og vi er helt bevidste om, at vi ikke er i mål endnu, siger han.

Til spørgsmålet fra Aars Avis om hvordan en sådan ny samfundskontrakt kunne se ud i L&Fs optik, svarer Christian Fink Hansen:

- Vi har i branchen en klar interesse i at få en stærk samfundskontrakt på plads med samfundet. Valgkampen viste med al tydelighed, at der er brug for en samtale om, hvordan vi udvikler os fremadrettet. En klar forbedring i overlevelsen hos danske grise, er et godt afsæt til de videre drøftelser. Vi er helt bevidste om, at vi ikke er i mål endnu, udviklingen går klart i den rigtige retning.

Kommentarer
Allan Viderup

Samfunds-kontragt ...
Svinebranchen skal overholde alle danske love, ink. Dyrevelfærdsloven. Det har de ikke gjort i 30 år.
Hvis brud på loven, bortfalder hektarstøtten.
Det borgerne helst ser er: gå konkurs svineeksporten ! Tag jeres bank med ned. Vi har set nok dyrmishandling. Vi vil af med svineeksporten. Danmark skal højst producere 3.000.000 grise.
Rigtig dyrevelfærd lægger i bare oven i kiloprisen. Vi vil gerne betale for, at dyrene har det godt.
Vi fortsætter, indtil i er væk, gået konkurs.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"