Fortsat udfordringer til økonomien hos Nibe Idræts- & Kulturcenter

Tirsdag, 19/05/2009 22:47

Ved gennemgang af regnskabet for Nibe Idræts- & KulturCenter på sidste uges generalforsamling, blev det klart, at der efter færdiggørelsen af byggeriet og en mere daglig profil på driften, er nogle forhold der skal ændres for at få økonomien til at hænge sammen.
Direkte i regnskabet er det nemlig anført, at fortsat drift er betinget af, at reglerne for det nødvendige driftstiskud til foreningerne fra Aalborg Kommune bliver ændret.
Hele driften af Nibe Idræts- & KulturCenter hviler nemlig på forudsætninger som hidtil har været gældende i den gamle Nibe Kommune, men som administreres anderledes i den nye Aalborg Kommune.
Her tildeles der ikke driftstilskud i forhold til i hvor høj grad haller og andre faciliteter bliver anvendt (antal timer), og der kan f.eks. ikke udbetales tilskud til foreninger der anvender haller m.m. i weekend timer. Det giver det samlede idræts- og kulturcenter problemer med at få økonomien til at hænge sammen, og det giver ikke noget incitament til at øge udlejningen. Der tages ved de foreliggende regler ej heller højde for, at vi i Nibe nu har et helt nybygget center med moderne og nye faciliteter – faktisk får klubberne i dag ikke højere tilskud på baggrund af en hel hal B, end vi tidligere fik til en »halv hal B«, siger Bendt Hald, som samtidig understreger at man er i dialog med Aalborg Kommune om sagen, og at man forventer en løsning.
Aktuelt er det manglende tilskud til driften på ca. 270.000 kr. årligt, og det er penge, som ikke kan findes ad anden vej.
På spørgsmål fra generalforsamlingens deltagere om, hvorvidt det så var bedre at have en kommunalt ejet idrætshal og center i Nibe var svaret fra bestyrelsen et ubetinget »nej«. Bestyrelsen anser mulighederne for at holde et højt kvalitetsniveau som klart bedre når det er et center, der er ejet som selvejende institution og med egen bestyrelse.
Hans Thorup, medlem af kommunens Folkeoplysningsudvalg, sagde på mødet, at han ser frem til at få sagen om manglende tilskudsforhold på udvalgets bord.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"