Forvaltning har fået mandat til at løse dagplejeproblemet i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 06/02/2019 14:06

AARS: Medlemmerne af Børne- og Familieudvalget besluttede i går tirsdag, at give forvaltningen mandat til at finde en løsning på de akutte problemer omkring pasning af dagplejebørn i Aars.

- Vi har givet forvaltningen mandat til, i samarbejde med Dagplejen, Lille Madsens Hus og Markvænget, at løse de akutte pladsproblemer, siger formanden for Børne- og Skoleudvalget Inger Nielsen til Aars Avis.

Pr. 1. marts 2019 har dagplejen fire ledige pladser og 13 på venteliste i Aars. De kommende måneder gør det samme sig gældende dog i mindre omfang. Kommunen overholder pasningsgarantien, men nogle børn bliver tilbudt pasning uden for selve byen.

- Jeg kan endnu ikke sige noget om, hvordan vi løser det. Jeg indkalder de forskellige ledere til møde, inden jeg går hjem i dag, så vi hurtigt kan finde en løsning, siger skole- og dagtilbudschef Anders Norup, Vesthimmerlands Kommune.

Løsningen forventes ikke at blive permanent, men kun at løse det akutte problem.

- Vi har en langsigtet opgave med at finde pasningsløsninger. Men vi vil gerne vente med at tage endelig stilling, indtil vi kender indstillingen fra den arbejdsgruppe vi har nedsat. Gruppen omfatter personer med fingeren på pulsen, og jeg tror på, at de kommer med en fornuftig løsning, siger Inger Nielsen.

Arbejdsgruppen skal aflevere et løsningsforslag omkring 1. marts.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"