Forventer rekord overskud efter Stafet for Livet i Aars
Af Ture Damtoft, Onsdag, 17/06/2026 07:00
AARS: Der blev sat flere rekorder til Stafet for Livet Vesthimmerland.
Antallet af donerede gaver til tombola og banko var ny rekord.
Det var antallet af deltagere også med mere end en fordobling i forhold til 2025.
- Vi var 651 deltagere fordelt på 24 hold. Den fremgang er vi helt overvældet over, og det indikerer nok, at selvom stafetten bliver holdt i anlægget i Aars, så er det for hele Vesthimmerland, og det er folk ved at tage til sig, siger formand for Stafet for Livet Vesthimmerland, Jens Chr. Pedersen.
Han måtte lørdag formiddag byde velkommen i silende regnvejr, hvor paraplyerne var oppe og Kimbrergarden måtte gå i spidsen for fighterrunden i regnslag.
Regnen stoppede dog.
Men det mindre gode vejr betød, at der ikke var så mange, der lige lagde vejen forbi anlægget for at købe en kop kaffe eller en lyspose, som der ellers plejer at være.
Et af og måske også det største af de 24 hold var På2hjul mod cancer.
Fire MC klubber fra Aars, Hvalpsund og Farsø der havde slået kræfterne sammen, fået 96 tilmeldte til holdet og samlet 51.863 kroner ind.
Gitte Mark Christensen fik idéen, og selvom hun skulle sørge for en masse praktisk i holdets telt, fik hun alligevel gået 15 kilometer på ruten i anlægget.
- Vi er glade og taknemmelige og trætte og stolte over hvor mange, der har hjulpet. Både med alt det praktiske op til og under stafetten men også med at samle ind. Det har været en kæmpestor fornøjelse at være fire klubber sammen om noget helt andet. Vi er gode til at lave træf, men fordi det havde et andet formål, har vi fået et helt andet kendskab til hinanden. Det er andre vi har mødt, og det har givet nogle andre snakke og nogle gode relationer og et større fællesskab i de fire klubber, siger Gitte Mark Christensen, der håber, På2Hjul mod Cancer er med igen næste år.
Lysposeceremonien lørdag aften blev i tørvejr, men de stod ikke og lyste op i natten, for der kom regnbyger igen.
Men trods lidt modvejr var stemningen god - men træt - søndag formiddag, da formanden takkede for i år og afslørede en tredje rekord
- Sidste år samlede vi omkring 250.000 kroner ind til Kræftens Bekæmpelse, og i år kommer vi i hvert fald over 300.000 kroner. Godt gået eller løbet eller hvordan man er kommet rundt. 1000 tak til alle, som har været med til at gøre stafetten fantastisk igen. Jeg plejer altid at sige, vejret har været godt. I år vil jeg sige, vejret har været svingende, men der har været hygge og godt humør, sluttede Jens Chr. Frederiksen, inden der blev sunget Lyse Nætter og taget hul på sidste omgang i Stafet for Livet Vesthimmerland 2026.
Ordet er dit