Fra læserne: Ny busterminal i Nibe - ?

Tirsdag, 28/04/2009 15:29

Nibe Avis har fra tidligere borgmester Helge Bund­gaard Nielsen, Hobrovej 2E Nibe, modtaget nedenstående indlæg. Helge Bundgaard Nielsen skriver på vegne af det »Samråd«, som dagligt mødes i herresaunaen i Nibe Svømmebad:

I det lille Samråd i herresaunaen i Nibe Svømmebad har der udviklet sig en ide om en busterminal i Nibe. Det er jo ingen hemmelighed, at de busrejsende har kummerlige vilkår, når de i rusk og regn venter på bussen.
En svømmer luftede da den ide, at man kunne etablere en busterminal på den gamle elværksgrund på Hovvej, hvor Sander Plast sidst havde til huse. Den ide fængede og argumenterne herfor vældede frem.
Placeringen er central i den gamle bykerne. Måske skulle man fjerne elværksbygningen helt og opføre en moderne terminal med ventesal, billetsalg og kiosk/butik.
Og så skulle busserne jo kun køre ad Sygehusvej-Hovvej-Anlægsvej i begge retninger. Torvet blev helt fri for busser og kunne indrettes til opholdstorv eller parkering. Nørregade ville gå en fredelig tid i møde, især hvis man lavede spredte parkeringsbåse i begge sider af gaden.
Senere kunne man også etablere en rundkørsel ved Parkvej-Nørregade og føre en ny vej derfra skråt op til Hovvej.
Økonomien! Den tænkte vi ikke så meget på. Et Samråd har jo ingen bevilgende myndighed, men har lov til at komme med gode ideer. Derfor bør vort selvbestaltede Samråd afløses af et rigtigt Samråd, som nogen nok vil lytte til.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"