Fra politiets døgnrapport

Af Ture Damtoft, Onsdag, 21/09/2022 14:51

27 bilister fik klip i Aars

AARS: Politiet var ude med kameraet på Roldvej i Aars i fredags.

På syv timer blev 27 bilister blitzet til et klip.

De fem af dem var for brug af håndholdt mobil, de øvrige 22 for at køre hurtigt nok til at få et klip i 60 kilometers zonen.

Det vil sige de kørte minimum 78 kilometer i timen og dermed oversteg grænsen for de 30 pct. over hastighedsgrænsen i zonen.

Flere blev taget for lavere hastighed.

 

To med stoffer i Aars

AARS: I weekenden stopper politiet to bilister, der testede positive for euforiserende stoffer.

Den første var en 28-årig fra Aars, der testede positiv for kokain og cannabis.

Han blev stoppet på Vestvej i Aars.

Den anden var en 30-årig mand ligeledes fra Aars. Han blev stoppet på Aggersundvej og testede positiv for kokain.

Begge blev taget med til blodprøve og vil som minimum få en bøde for overtrædelse af §54 - loven om at føre et køretøæj under indflydelse af medicin eller stoffer, hvis blodprøven bekræfter, at de var påvirkede.

 

To uden kørekort i Aars

AARS: Politiet tog to bilister i at køre uden kørekort.

Den første var en 61-årig mand fra Fjerritslev, der blev stoppet på Blærevej fredag 14.30.

Han får en bøde for at køre uden kørekort i frakendelsestiden.

Den anden var en 51-årig kvinde fra Aars, der søndag kl. 9.30 kørte bil uden at have generhvervet kørekortet.

Hun blev stoppet på Aggersundvej.

 

Indbrud i Søttrup

SØTTRUP: Natten mellem lørdag og søndag blev der begået indbrud i et udhus på Øster Søttrupvej ved Søttrup.

Tyvene havde klippet en hængelås op ind til udhuset, og der blev stjålet to motorer til en golfbil og et svejseapparat.

Politiet har ikke oplyst værdien.