Fra politiets døgnrapport: Indbrud og flugtbilister i Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 19/08/2022 10:46

AARS: Politiet kunne i deres døgnrapport fredag formiddag berette om to hændelser i Vesthimmerland.

Begge fra Aars og begge fra Himmerlandsgade.

Den første hændelse var klokken 02.44 i Solcentret på Himmerlandsgade 37 i Aars. Et vindue ved bagdøren var blevet brudt op formentlig med et koben. Tyven eller tyvene forsøgte derefter uden held at bryde pengeautomaten op; og har derefter forladt bygningen af samme vej. Overvågningen på solcentret var slået i stykker, oplyser politiet, der ikke kunne hverken be- eller afkræfte, at det var tyvens/tyvenes værk.

Den anden hændelse skete et kvarters tid senere ud for Himmerlandsgade 10. Her vågnede en mand ved, at en alarm gik af. Det var fordi, to personer forsøgte at bryde ind i mandens firmabil. Han anråbte dem, og de flygtede i bil op ad Østermarken. Den er, som de fleste nok ved, for tiden en blindgyde pga. vejarbejde. Så 10 minutter senere kom bilen ned ad Østermarken igen og tog flugten - om det var ad Himmerlandsgade, Hobrovej eller en tredje rute oplyste politiet ikke. Desværre nåede politiet ikke frem i tide til at fange de mislykkede tyve. Ordensmagten arbejder på at få nogle overvågningsbilleder fra området; fredag formiddag kunne de kun oplyse, at der var tale om en Opel Astra.

Om der er tale om samme tyve for begge forhold vides ikke. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"