Frygter flere indbrud: Aars entreprenør advarer sine ansatte

Af Ture Damtoft, Mandag, 20/03/2023 12:03

AARS: Værktøj for 100.000 kr. stjålet i to indbrud i varevogne sandsynligvis forbundet.
Det ene skete på Rørsangervej og det andet på Keldgårdvej og begge i Aars.
Metoden var den samme, der var blevet skåret et hul i skydedøren på varevognene, så tyvene kunne få åbnet døren og skaffe sig adgang til værktøjet.
På Rørsangervej i tidsrummet fra fredag kl. 17 til mandag kl. 06.30 og på Keldgårdvej mellem 03.40 og 04.15 mandag.
- Man kan godt forestille sig, det var de samme gerningsmænd, fordi metoden til at bryde ind i bilerne er den samme, siger Niels Kristian Christensen fra politiet i Himmerland.
Fra bilen på Keldgårdsvej blev der stjålet Makita værktøj og batterier til en værdi af ca. 50.000 kroner.
På Rørsangervej er det værktøj af mærket Dewalt, og det er enten graveret eller brændemærket fra entreprenørens side, som er Kastberg A/S.
- Det har vi gjort næsten altid, fortæller direktør Hans-Jørgen Kastberg.
Årsagen er åbenlys, at undgå tyveri eller svind af værktøjet - både på byggepladser og fra varevogne. Han tvivler dog på den præventive effekt af brændemærkningen i tilfælde af indbrud i en varevogn.
Så er det mere effektivt at advare om mulige indbrud, og de kommer ofte i bølger. Derfor bliver der også sendt en advarsel ud til firmaets håndværkere.
- De kan parkere med skydedøren op af en mur. Lægge mærke til, om der er noget mistænkeligt ude omkring bilen, parkere den så den ikke kan ses fra vejen, hvis det er en mulighed. Nu er det lang tid siden, vi har haft indbrud i en varevogn, men vi ser jo, at det kommer i bølger i et område og så rykker videre, så vi advarer alle i dag, siger Hans-Jørgen Kastberg.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"