Fyldt Kimbrertorv i Aars på trods af sne og kulde

Af Ture Damtoft, Lørdag, 04/05/2019 12:21

AARS: Der kom lige et par drys af sne lørdag formiddag, men det lod ikke til at afskrække de besøgende i Aars.

Gratis rundstykker havde lokket mindst et par hundrede til torvet allerede klokken 10, og så fik man sig også en kop kaffe at varme sig på.

Det er også store fiskedag, og omkring boden fra Det Gamle Røgeri i Hanstholm var der en tyk rand af kunder, som skulle have noget godt fra havet med hjem.

Valgkampen havde også fundet vej til Kimbrertorvet. Regeringspartiet Venstre førte valgkamp til EU-valget, og det gjorde oppositionspartiet Socialdemokratiet naturligvis også.

Borgmester Per Bach Laursen havde ligesom alle andre fundet en god varm jakke frem, og lod til at nyde både valgkamp, det friske vejr og ikke mindst stemningen blandt de mange himmerlændinge.

Og jakkerne skal nok blive på, for DMI forventer ikke at temperaturen kommer over de ni grader.

- Lige nu ligger temperaturen på syv grader, men vinden vil aftage, og jeg tror, det kan komme op på ni grader, men nok ikke højere, siger Mette Wagner, meteorolog ved DMI og bekræfter, at det er ret atypisk med hvide byger i maj måned.

Læs mere i Aars Avis på onsdag...

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"