Gammel kending af politiet sigtet for fem forhold i Aars
Af Ture Damtoft, Fredag, 12/09/2025 09:24
AARS: - Han er godt kendt af politiet. Man kan sige, det er en gammel kending, sagde politikommissær Jøren-Kresten Nielsen med det, der lød som et lille smil og lidt opgivende om den 35 årige mand fra Løgstør kanten, der torsdag aften kl. 20.35 blev stoppet af politiet på Markedsvej i Aars.
I alt fem sigtelser blev det til.
For at føre bil i påvirket tilstand, for at føre bil i frakendelsesperioden, for besiddelse af "en lille bitte smule kokain" nærmere bestemt 0,2 gram, for besiddelse af en ulovlig kniv og endelig for at have 100 kartoner cigaretter uden banderole og dermed ulovlige.
- For cigaretterne blev han sigtet efter toldloven. Patruljen konfiskerede kniv og cigaretter, og manden blev taget med til blodprøve og siden løsladt, siger Jørn-Kresten Nielsen.
For kørsel i påvirket tilstand - §54 i færdselsloven - er straffen alt fra en bøde til fængsel i op til halvandet år, hvis der er særligt skærpede forhold.
For besiddelse af kokain i den mængde vil der være tale om bødestraf.
For besiddelse af en ulovlig kniv kan der igen være tale om alt fra bødestraf (minimum 10.000 kroner) og fængsel i op til to år for gentagne overtrædelser.
Endelig er straffen for besiddelsen af de 100 kartoner og dermed i alt 20.000 cigaretter, som i øvrigt var ar mærket Prince Red, en bøde og betaling af afgift. Hvor meget det beløber sig til, får Aars Avis forhåbentlig et svar fra Skattestyrelsen om.
Ordet er dit