Giv et job i Vesthimmerland i julegave

Af Ture Damtoft, Mandag, 21/12/2020 08:31

AARS: Med et særligt tiltag opfordres lokale virksomhedsledere i Vesthimmerland til at gøre en forskel ved at give job i deres virksomhed i julegave til mennesker, der står udenfor arbejdsmarkedet.

En lokal landmand går forrest, for det er ikke nok at sidde og tale om at gøre en forskel. Der skal handles.

Julemåneden er sidste kapitel i et år, der på alle måder har udfordret samfundet. Og derfor er der mere end nogensinde brug for at stå sammen og tage socialt ansvar. Det er afsættet for ” Giv et job i julegave”, som Code of Care Vesthimmerland står bag.

Her lyder nemlig en opfordring direkte til virksomhedsledere, der kan gøre en stor forskel ved at finde arbejde til mennesker, der på grund af psykiske, fysiske eller sociale årsager ikke er på arbejdsmarkedet.

- Det er mennesker, der har et enormt ønske om at gøre det godt og kan komme ind og skabe værdi i en virksomhed, hvis de får den rigtige opbakning og modtagelse af virksomhedslederne, siger rådgiver i Code of Care, Kim Wodstrup.

- Vi ser i medierne, at der er debat om, hvad folk får i firmajulegave - og om de er tilfredse med den. I et år som 2020 er der for alvor brug for en klar besked om at fokusere på stærke sociale værdier.

Derfor kan medarbejdere opfordre til, at virksomheden er med i ”Giv et job i julegave”, for det er til gavn for alle, tilføjer Kim Wodstrup.

- Der er brug for, at endnu flere virksomheder i vores område får øjnene op for, hvor stor en forskel, man kan gøre i et andet menneskes liv. Hvis bare virksomheden finder opgaver af nogle få timers varighed hver uge, kan det være med til at skabe en ny hverdag og ofte en ny selvtillid, siger han.

Idéen er, at virksomheden og medarbejderne finder opgaver, der kan danne et såkaldt ”småjob” på eksempelvis syv til ti timer om ugen. Det kan være alt fra ekstra rengøring, hjælp til at transportere, mødeklargøring eller kontoropgaver.

På den måde frigøres øvrige medarbejdere fra de mindre opgaver - og det er lig med øget trivsel og fokus på kerneopgaverne.

Landmand går i front

En lokal virksomhedsleder, der deltager i ”Giv et job i julegave” er landmand Jens Kristian Jensen, Stensagergaard ved Aars.

- Da jeg tog afsted fra det første møde i Code of Care, tænkte jeg, at det var super spændende at gå ind i. Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel og løfte nogen.

Men det er ikke nok at tale om det og sidde i en forsamling og sige: Nu skal vi gøre noget. Det skal rent faktisk føres ud i livet, siger Jens Kristian Jensen.

- Så jeg måtte jo tilbage på min arbejdsplads og se, hvor jeg kunne skabe et ”småjob”. Og jeg fandt en rengøringsopgave på fem timer om ugen, for vi har jo travlt med at passe dyrene og er måske ikke så gode til at få kigget på den del, siger landmanden, der via Jobcenteret nu er ved at finde den rette til jobbet.

Jens Kristian Jensen har før oplevet, hvad det betyder at gøre en forskel i et andet menneskes liv ved at tage socialt ansvar som arbejdsgiver. Det er sket ved at tage medarbejdere ind i fleksjob i samarbejde med Jobcenteret.

Det rigtige match

Første skridt i ”Giv et job i julegave” er at kigge rundt i virksomheden og finde opgaverne, hvorefter man kan kontakte Vesthimmerlands Kommunes projektkoordinator i Jobcenteret, som er med i Code of Care Vesthimmerland. Her er visionen: Vi vil i fællesskab fremme potentiale for den enkeltes mulighed på arbejdsmarkedet og øge arbejdsstyrken.

- Når lederen og medarbejderne har fundet opgaver, der kan danne et ”småjob”, så finder Jobcenteret kandidater, der kan sikre det rigtige match.

Vi glæder os meget til at tage imod opkald fra virksomheder her i kommunen og få skabt resultater for socialt ansvar med rekrutteringen, siger Lars Kildedal, projektleder for Code of Care i Vesthimmerland Kommune.