Glerups i Blære fik prisen

Af Thorkil Christensen, Mandag, 14/09/2020 11:13

BLÆRE: Den lokale producent af filt-hjemmesko, virksomheden Glerups i Blære, blev tirsdag tildelt Aars Erhvervsråds ”Foretagsomhedspris”. Prisen uddeles hvert år til en lokal virksomhed eller organisation, der har gjort det særlig godt og vist en udvikling, der kan være til inspiration for andre.

Prisuddelingen skete ved et virksomhedsarrangement hos Gunnar Nielsen A/S i Aars, og det var erhvervsrådets formand, bankdirektør Lars Thomsen, Aars, der løftede sløret for vinderen, virksomheden Glerups ved Nanny, Ove og Jesper Glerup. Lars Thomsen overrakte et maleri udført af kunstneren Nadja Adelborg, som et synligt tegn på prisen.

Virksomheden Glerups begyndte som et hobbyprojekt, og er i dag en international virksomhed.

Hjemmeskoen skal ses som et livsstilprodukt til outdoormålgruppen, der træder ud af f.eks. skistøvlen og vandreskoen over i en lækker og komfortabel hjemmesko.

- Glerups har formået at bevare værdierne fra en mindre familievirksomhed, selv om der i dag er gennemgået et generationsskifte og en stor transformation fra familieejet til international virksomhed. Virksomheden har gennem alle årene formået at opretholde en flot vækstkurve - selv under finanskrisen. Den holder fortsat til lokalt i Blære i de lokaler, hvor virksomheden begyndte i sin tid, sagde Lars Thomsen ved prisoverrækkelsen.

I dag ejes virksomheden af direktør Jesper Glerup og salg- og marketingdirektør Allan Thimm. Nanny og Ove Glerup er fortsat tilknyttet virksomheden og bidrager med al deres erfaring. Glerups går en spændende tid i møde, og er blandt andet ved at bygge en ny fabrik i Rumænien, som er dobbelt så stor som den nuværende. Fremtiden byder også på nye produkter og fortsat udvikling af virksomheden.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"