GPV i Aars ansætter flere trods udfordringer i produktionen

Af Torsten Hansen, Onsdag, 17/11/2021 07:00

Inden for de seneste tre kvartaler er antallet medarbejdere øget med 26

AARS: Elektronikkoncernen GPV i Aars kan, sammen med den øvrige koncern, glæde sig over fremgang på flere fronter.

I de tre første kvartaler i år opnåede GPV en omsætning på 2,3 mia. kr. mod 2,2 mia. kr. i samme periode sidste år.

Det er virksomhedens bedste resultat nogensinde, og det har nu medført en opjustering af forventningerne til helåret.

- Vores ordrebeholdning er næsten fordoblet i løbet af de seneste 12 måneder, hvilket er udtryk for en ganske særlig situation, som både markedet og vi selv befinder os i lige nu. Det høje niveau skyldes dels, at vi har bedt vores kunder arbejde med en længere ordrehorisont, dels at vi oplever generelt stigende aktivitet, siger admini-strerende direktør Bo Lybæk.

Også vækst i Aars

Også hos GPV Electronics DK i Aars kan man mærke den positive udvikling, og i årets første tre kvartaler er salget 20-25 procent over det forventede, og medarbejderstaben er øget med 26 i perioden.

- Det er utrolig positivt, at vi, trods den udfordrende situation med Coronavirus og materialeleveringssituationen inden for elektronikkomponenter, ser en god stigning i aktiviteterne blandt vores kunder. GPV i Aars spiller en vigtig rolle i vores globale produktionsplatform, og den positive udvikling har medført nye ordrer bl.a. indenfor vores MedTech-segment til vores elektronikfabrik i Aars. Det betyder, at vi har kunne ansatte flere nye medarbejdere, siger Bo Lybæk.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"