Grænselukningen kan mærkes i butikker i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 18/11/2020 08:00

Men det går dog lidt begge veje i byens butikker

Af Torsten Hansen

AARS: Der er mange meninger om nedlukningen af de syv nordjyske kommuner. Særligt henstillingen om, at vi ikke krydser kommunegrænsen skaber debat.

Langt de fleste tager opfordringen alvorligt og efterlever den. Men kan det mærkes i byens butikker? Aars Avis har været rundt i nogle af byens butikker, og svaret er ja, men hvilken vej det mærkes er forskellig.

- Vi må sige, at salget stadig går trægt. En af årsagerne er, at vi ikke holder fester, siger Thomas Lang, Tøjeksperten Aars.

- Hver gang vi har lyttet til et pressemøde om Corona har vi følt, at det er skidt. Men vi må erkende, at denne gang har det haft en positiv indflydelse på vores salg, fortsætter han.

Årsagen til salgsfremgangen kender Thomas Lang ikke, men to ting påvirker helt sikkert. Den ene er, at folk i Vesthimmerland ikke må køre til storcentret i Aalborg. Den anden er, at folk fra Suldrup, Haverslev, Nørager-områderne ikke må handle i Aars. Muligvis er det den første årsag, der har størst vægt hos Tøjeksperten.

- Kunderne siger, at de gerne vil støtte ved at købe lokalt, uddyber Thomas Lang.

På den anden side af Himmerlandsgade ligger forretningen ”Bette Kun”, der sælger garn. Her mærker indehaver Mette Glerup også nedlukningen.

- Der er stille, indleder hun.

- Vi ved, at vi har kunder, der kommer langt fra. Det gælder både Støvring og Viborg. De kommer ikke nu, og det kan vi mærke, uddyber Mette Glerup.

Kvinder besøger lidt oftere tøjforretninger end mænd, og det forlyder, at dametøjsbutikkerne oplever et godt salg. Det bliver dog ikke helt bekræftet hos Boutique Mary i Himmerlandsgade.

- De første dage, var det nogenlunde som alle de øvrige gange, der har været pressemøde. Der var stille, fordi folk lige skulle lande og synke restriktionerne. Men de seneste dage har handelen været mere normal, siger Helle Simonsen, Boutique Mary. Forretningen kan dog mærke, at mange i længere tid har holdt sig hjemme, nogle fordi de ikke kan lide at skulle have mundbind på. Andre fordi de er i risikogrupper og er usikre på at bevæge sig ud. Samtidig vurderer Helle Simonsen, lige som Thomas Lang, at der foretages færre tøjindkøb, fordi der ikke holdes fester.

Samme vurdering finder man hos Mr. Højbjerg, der sælger tøj til både mænd og kvinder.

- Det er vores højtid nu, hvor vi skulle sprøjte tøj ud til julefrokoster, men vi må ikke mødes så mange, så mange julefrokoster er aflyst, og vi skal ikke ud at spise, så det ser ikke så godt ud, siger Karina Højbjerg.

I sidste uge oplevede hun situationen nogenlunde som i Boutique Mary. De første dage var der meget stille, så blev det bedre fredag, lørdag og mandag.

- Men vi når ikke den opsætning vi skal, fordi vi mangler festerne, fortsætter Karina Højbjerg. De unge piger handler nogenlunde som de plejer, de er nemmere til at lade sig friste. Men mændene og de lidt mere modne kvinder køber ikke så meget, når de ikke skal bruge tøj til fester og lignende, siger hun.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"