Grænsen på 75 elever ophævet i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Fredag, 29/05/2026 12:35

VESTHIMMERLAND: Efter år med sammenslutninger og dermed lukninger af skoler i Vesthimmerlands Kommune peger pilen muligvis den anden vej. 

På Byrådsmødet torsdag blev kravet om minimum 75 elever på de mindre skoler nemlig enstemmigt afskaffet.

Kravet blev indført i 2023, hvor det blev besluttet, at skoler med færre end 75 elever to skoleår i træk skulle lukkes. 

Vestrup Skole er en af de skoler, som ligger faretruende tæt på grænsen, og det var en henvendelse fra skolebestyrelsen, som ligger til grund for det nu afskaffede krav. 

- Vi træffer den beslutning, fordi det var et ønske fra Vestrup Skole. Beslutningen viser en velvillighed og en imødekommenhed til at lytte til Vestrup skole og de udfordringer, de oplever med den regel, siger Signe Nøhr (C), formand for børne- familieudvalget.

Om afskaffelsen af kravet om 75 elever siger skolebestyrelsesformand for Vestrup Skole & LBO, Karen-Marie Gram Olesen:

- Det betyder at, vi som hidtil kan arbejde fremad men ikke har elevtallet hængende over hovedet mere. Det betyder en psykologisk tryghed at, vi med ro i sindet kan forklare omverdenen, at det ikke er tallet 75, der er afgørende.

Læs mere i Aars Avis.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"