Grøn milliard-investering på vej i Vesthimmerland

Torsdag, 09/06/2022 11:36

VESTHIMMERLAND: Indenfor tre - fire år kan Vesthimmerlands Kommune blive en af landets førende klima-kommuner på total grøn omstilling.
Virksomheden BioCirc har nemlig udset sig Vesthimmerland, når det gælder om at skabe to energi-øer, der kan understøtte, at de fire energikilder el, brændstof, varme og gas alle transformeres til grøn energi. En omstilling, der vil gøre Vesthimmerlands Kommune mere end selvforsynende af vedvarende energikilder.Opførelsen af to bioøkonomiske klynger i Vesthimmerland vil skabe over 150 grønne arbejdspladser, investeringer for milliarder i lokalområdet og gøre Vesthimmerland førende i den grønne omstilling.
Ambitionerne er døbt Vesthimmerland Go Green og BioCirc-projektet vil med den fulde opførelse blive Danmarks største energi-ø på land.
Bag selskabet BioCirc står Maigaard & Molbech, der forvalter formuerne for en række velhavende danske familier og i forvejen har indgået en aftale med Viborg Kommune om opførelsen af et lignende anlæg.
- Med investeringen i BioCirc ønsker vi på vegne af vores investorer at bidrage til den grønne omstilling, men via en cirkulær model, hvor vi gør det med respekt for de omgivelser og samfund, vi er en del af. Derfor betyder det at give noget tilbage til Vesthimmerland Kommune ligeså meget som det at bidrage til den grønne omstilling, siger direktør hos Maigaard og Molbech, Bertel Maigaard.
Han lover borgerne i Vesthimmerlands Kommune adgang til billig fjernvarme, adgang til grøn energi, nye og permanente arbejdspladser, forøgede skatteindtægter og en fond, der skal skabe nye anlægsaktiver i form af sportshaller, parker, natur og gangstier mv.
De grønne aktiver vil blive samlet så meget som muligt for at genere så få naboer som muligt.

En af de store dage
For borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune er det en af de helt store dage i jobbet.
- Vesthimmerlands vision om at være en aktiv del af den grønne omstilling kan tage et kvantespring ved indgåelse af denne aftale med BioCirc. Landbruget er et betydningsfuld erhverv i Vesthimmerland og udover at producere højkvalitets fødevarer, produceres der også store mænger biomasse som et biprodukt. Biomassen er nødvendig for at producere biogas, og med BioCirc’ model kan der produceres flydende brændstof, som kan anvendes i eksempelvis biler, skibe og landbrugsmaskiner. Her kan vi i hvert fald sige, at stedbundne potentialer kan skabe udvikling af kæmpe betydning. Med BioCircs ambitioner og investeringer for milliarder i Vesthimmerland vil vi blive en grøn foregangskommune med enorme gevinster til klimaet, det lokale erhvervsliv og vores borgere, siger Per Bach Laursen.
Den første energi-ø bliver med sikkerhed Vesthimmerlands Biogas på Holmevej mellem Farsø og Aars. Alle selskaber indenfor energiøen registreres i Vesthimmerland, og derfor vil den kommunale andel af selskabsskatten tilfalde Vesthimmerland.
Samarbejdsaftalen med BioCirc blev politisk behandlet i økonomiudvalget onsdag, og i næste uge behandles aftalen i Byrådet.
Læs mere om projektet - bl.a. om ny rørledning - i næste uges Aars Avis.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"