Gundersted Købmandsgård skifter til ny leverandør

Af Torsten Hansen, Onsdag, 28/11/2018 09:45

GUNDERSTED: Køkken- og Hvidevarebrugsen St. Ajstrup har besluttet at opsige aftalen i Gundersted med foreningen bag Gundersted Købmandsgård og Beskyttet Værksted i Vesthimmerland. Det har været 10 års fantastisk samarbejde.

Alle parter er enige om at samarbejdet har været helt enestående og at butikken i Gundersted nu står godt rustet til at indgå i en ny samarbejdsmodel.

Den nye samarbejdspartner bliver Min Købmand Farstrup ved Benjamin Andersen, der nu i et tæt samarbejde med Beskyttet Værksted vil forsyne Gundersted og omegn med friske dagligvarer og mange nye initiativer.

Benjamin Andersen er en dygtig Købmand og med et godt renommé på egnen.

Det nye samarbejde starter fra og med januar 2019.

December måned bliver brugt til at køre varelageret helt i bund i Gundersted, men i købmandsgården garanterer de borgerene om, at de sædvanlige dagligvarer som mælk og brød vil være helt frem til 18. december, hvor butikken tømmes.

Juleferien vil blive brugt til at male butikken og nytåret til at fylde friske varer i den flotte butik.

Der regnes med at åbne den nye købmandsbutik 7. januar.