Gundestrupgaard som testcenter for energi

Af Ture Damtoft, Onsdag, 17/06/2026 09:00

VESTHIMMERLAND: En hensigtserklæring mellem Vesthimmerlands Kommune og Aalborg Universitet skal styrke udviklingen af fremtidens energisystemer med afsæt i lokale behov og virkelige udfordringer.

Det oplyser Vesthimmerlands Kommune.

- Partnerskabet skal bringe forskning, uddannelse og praksis tættere sammen med det formål at udvikle energiløsninger, der understøtter den grønne omstilling, og skaber lokal værdi, styrker forsyningssikkerheden og bidrager til et mere robust samfund, skriver kommunen.

Vesthimmerland skal fungere som testområde, hvor løsninger kan udvikles og afprøves i samarbejde med borgere, virksomheder og landbrug.

På Gundestrupgaard ved Aars, hvor Faglab Grøn er placeret, skal forskere, studerende, virksomheder og lokale aktører arbejde sammen om analyser, prototyper og demonstrationsprojekter, der kan vise, hvordan fremtidens energisystem kan fungere i praksis.

Faglab Grøn er et innovations- og videnscenter, der hjælper erhvervslivet og iværksættere i Vesthimmerland med grøn omstilling og bæredygtighed.

- For os handler det ikke kun om grøn omstilling. Det handler om, hvordan vi sikrer og udvikler det samfund, vi holder af. Vesthimmerland har stærke lokalsamfund, et stærkt landbrug og mennesker, der er vant til at skabe løsninger i praksis. Samarbejdet med Aalborg Universitet giver mulighed for at bringe ny viden helt tæt på virkeligheden og skabe løsninger, der kan få konkret betydning lokalt, siger borgmester Per Bach Laursen (V).

Stærkt udgangspunkt
Samarbejdet skal bl. a. undersøge mulighederne for elektrificering af landbruget og de gevinster, der kan opnås, når energi, erhverv, natur og lokalsamfund tænkes sammen.

Det kan blandt andet omfatte bedre udnyttelse af lokal energiproduktion, fleksibelt energiforbrug, energifællesskaber og nye forretningsmodeller, som understøtter klimaindsatsen og den lokale økonomi, oplyser klimakoordinator i Vesthimmerlands Kommune, Gitte Vestergaard Christensen.

- Vi vil gerne væk fra en fortælling, hvor grøn omstilling kun handler om krav, begrænsninger og teknik. I Vesthimmerland handler det også om tryghed, lokal handlekraft og om at skabe løsninger, som borgere, landbrug og virksomheder kan se sig selv i. Gundestrupgaard og Faglab Grøn giver os et stærkt sted at samle aktører og teste løsninger i praksis.

For Aalborg Universitet giver samarbejdet mulighed for at teste forskning i virkelige omgivelser, hvor energisystemer, landbrug, virksomheder og lokalsamfund mødes.

- For AAU Energi er samarbejdet interessant, fordi det giver mulighed for at arbejde med fremtidens energisystemer i en konkret lokal virkelighed. Hvis nye energiløsninger skal lykkes, skal de kunne fungere i samspil med virksomheder, borgere, infrastruktur og lokale behov. Det gør Vesthimmerland til et stærkt udgangspunkt for forskning, demonstration og læring, siger institutleder Lars Storm Pedersen.

Samarbejdet er indgået frem til udgangen af 2028.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"