Handelschef Jesper Nielsen på Per Pallesens Plads, hvorfra fliserne for modtagerne af Dette Aars Per prisen sandsynligvis skal flyttes.
Hæders-fliser i Aars skal muligvis flyttes
Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/02/2026 08:00
"Dette Aars Per"-fliserne placeres måske i anlægget
AARS: Torsdag vedtog byrådet i Vesthimmerlands Kommune en plan, der betyder store ændringer i projektet om byfornyelse i centrum af Aars.
For lidt under et år siden var planen, at der skulle laves små grønne lommeparker i selve vejbanen i Himmerlandsgade.
Den plan er nu sløjfet, og i stedet skal der etableres fire lommeparker i bunden af Himmerlandsgade, på torvet ved Kirkegade, fra Himmerlandsgade og ind til Bymidten, og endelig på Per Pallesens Plads.
Derfor skal alle "Dette Aars Per"-fliserne, der ligger på pladsen, flyttes, og det er en rigtig god idé, hvis man spørger Aars Handel.
- Fliserne ligger, så der ikke er nogen, der ser dem. Pladsen er kedelig, så fliserne kommer ikke til deres ret. Vi synes, at det er synd med den nuværende placering, hvor folk ikke rigtig lægger mærke til dem, og der endda er biler, som parkerer på dem, og det vil fliserne ikke kunne holde til i længden. Hvis man kunne få dem hævet og skråtstillet på en måde, så ville det se meget bedre ud, siger handelschef Jesper Nielsen.
Der er ikke truffet nogen endelig beslutning i udvalget, der udpeger "Dette Aars Per", og som er sammensat af repræsentanter fra Aars Handel, Sparekassen Danmark og Vesthimmerlands Kommune.
Derimod er der idéer til, hvad man kunne gøre.
- Vi kunne sætte fliserne ned i anlægget, og hæve dem så man bedre kan se dem, og så er der jo også masser af plads. Så kunne den seneste flise blive placeret på Per Pallesens Plads. Måske med en QR kode, så folk kan se, hvorfor personen blev kåret. Så lægger man mere mærke både til den seneste modtagers flise og de tidligere modtageres, siger Jesper Nielsen.
Lommeparker
De fire områder, der nu er udpeget til lommeparker, skal være et lille grønt område, hvor man kan sidde på en bænk og slappe af.
De oprindelige planer om ni lommeparker blev lagt, uden der var lavet en trafikanalyse for Himmerlandsgade.
- Det var måske i en lidt forkert rækkefølge. Lommeparkerne ville fylde det halve af vejbanen, og vi kunne godt se, at det kunne skabe problemer. Nordjyllands Trafikselskab var heller ikke ligefrem begejstret for det. Nu får vi en trafikanalyse, og så tager vi en endelig beslutning om mulige parkeringspladser og lommeparker ved Himmerlandsgade, siger Jesper Nielsen.
Ordet er dit