Højresvingsbane på Roldvej ved Aars forlænges

Af Ture Damtoft, Onsdag, 12/08/2026 09:30

AARS: Højresvingsbanen i krydset Gl. Roldvej og Roldvej skal forlænges for at forbedre trafiksikkerheden.

Det har kommunens Teknik-, Miljø- og Klimaudvalg (TMUK) besluttet efter flere drøftelser af mulige løsninger.

Siden juni 2025 har kommunen undersøgt forskellige muligheder for at gøre krydset mere trafiksikkert.

Blandt andet har man set på at begrænse eller helt spærre trafikken på Gl. Roldvej.

Udvalget besluttede 1. juni i år, at løsningen i stedet skal være en forlængelse af højresvingsbanen på Roldvej. Et skitseprojekt viser, at arbejdet kan gennemføres i år, men tidsplanen bliver stram.

Detailprojektering og udarbejdelse af udbudsmateriale skal ske hen over sommeren, mens entreprisen efter planen udbydes i slutningen af august.

Anlægsarbejdet kan begynde i starten af september og forventes afsluttet i slutningen af november.

Projektet er beregnet til at koste 2,3 millioner kroner. Kommunen har ikke umiddelbart pengene afsat på anlægsbudgettet for 2026, og derfor var der lagt op til en tillægsbevilling på udvalgets møde mandag.

En fremrykning af projektet betyder samtidig, at andre allerede godkendte trafiksikkerhedsprojekter samt dele af områdefornyelsen ved Aggersborg bliver udskudt.

Målet med ombygningen er naturligvis at reducere både antallet og omfanget af uheld i det trafikerede kryds og at sikre en bedre afvikling af trafikken i myldretiden.

- Vi har diskuteret meget, om man skulle lukke vejen. Det synes vi bliver for barsk en beslutning i forhold til den måde infrastrukturen fungerer på. Og vores folk siger, det er en god løsning med forlængelsen af banen. Vi gør det ret hurtigt og finder pengene, så vi forhåbentlig undgår flere uheld og i værste dødsulykker. Det skulle lige passe, vi ventede et halvt år, og så det værste skete, siger Allan Ritter, formand for TMUK.

Kommentarer
Jens Jensen

Banen ind mod Aars brude føres tilbage til det oprindelige forløb (inden ny Roldvej blev etableret) og derved kunne højresvingsbanen helt fjernes.
Derved bliver oversigtsforholdene væsentlig forbedret og dem der kommer inde fra Aars burde aldrig være i tvivl om, at de skulle holde tilbage fra det der kommer fra venstre (og selvfølgelig også højre). Faktisk lige som vejforløbet er ude ved Vitskøl Kloster for dem der skal dreje fra ind mod Ranum !!
Så ved jeg godt det måske kan give lidt udfordringer for bondemanden på Rasdalvej, men det må løses på anden vis.
Jeg tror ikke på en forlængelse vil hjælpe, da de biler der kører i højresvingsbanen fortsat vil "skygge" for dem som skal videre ad ny Roldvej.

Gitte

Sikke mange penge at bruge på det. En fart begrænsning på 70 km/ t vil få enkelte til at sække farten, og en stærekasse vil "hjælpe" resten af trafikanterne

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"