Høstdage og kåring af Dette Aars Per i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 24/08/2022 07:21

AARS: Markerne omkring Aars er gule eller allerede høstede, så tidspunktet for at holde Høstdage i Aars er velvalgt.
Aars Handelsstandsforening pynter Himmerlandsgade og nogle af byens torve op med neg, solsikker og halmballer, så man fornemmer høsttiden. Det sker allerede torsdag og fredag i denne uge.
På lørdag er der planlagt et større program - naturligvis med fokus på høsten.
- Vi arrangerer guldgravning på Kirketorvet. Vi får en container sat på torvet. Den er fyldt med korn, hvori børn kan grave efter guld. Samtidig er kornet jo det nye guld, hvis du spørger landmændene, siger Jesper Nielsen, handelschef hos Aars Handel.
Placeringen på Kirketorvet er lidt usædvanlig, men ikke overraskende.
- Vi har valgt at fordele aktiviteterne mere rundt i byen denne gang, siger Jesper Nielsen.
Årsagen er dog ikke blot ønsket om at fordele rundt. Kimbrertorvet som normalt er ramme om de fleste aktiviteter er afspærret i denne tid, så det er nødvendigt at fordele aktiviteterne på andre steder.
Kåringen af Dette Aars Per sker også på lørdag, og denne aktivitet er også flyttet i forhold til sidste år.
- Det foregår på Per Pallesens Plads, siger Jesper Nielsen.
Stedet er velvalgt, fordi prisen relaterer netop til Per Pallesen, og blev de første år uddelt på netop den plads. Så her er ikke helt tale om en flytning, snarere en tilbagevenden.
Musikeren Gert Degn har også fået sit instrument sat op på Per Pallesens Plads i år.
- Når prisen er uddelt, så bliver der aktivitet omkring et gammelt tærskeværk, der også står i nærheden af Per Pallesens Plads, bemærker Jesper Nielsen.
Tærskeværket skal i funktion, og det kommer til at ske med korn der er høstet på gammeldaws maner. Borgmester Per Bach Laursen har to gange på det seneste svinget leen, og høstet korn. Først i Vesterbølle og senest skete det på Herregården Hessel. Hans høst derfra er bragt til Aars, så han kan tærske den på det gamle tærskeværk.
Det bliver spændende at se, om han kan betjene et tærskeværk.
Til høstdage hører også gamle traktorer. De kan opleves på Himmerlandsgade, hvor Veteranklubben Himmerland viser dem frem.
- En af dem har spændt en vogn efter, så kan folk få en køretur i vognen, lover Jesper Nielsen.
Vil man hellere ride på en pony, så er det også en mulighed - for børn. 4H Gården har heste med i Bymidten. Her kan børn få en ridetur.
En del butikker har i anledning af Høstmarked lavet konkurrencer, hvor der kan vindes fine præmier.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"