Halloween i Aars med uhygge og god stemning
Af Thorkil Christensen, Torsdag, 30/10/2025 20:05
Hvis nogen tror, at Halloween i Aars hovedsagelig er for børn, så kan de godt tro om. Beviset kom torsdag aften da Aars Handel gennemførte en særdeles vellykket Halloween By Night - en kombination af underholdning, fællesskab og handel.
Der var sort af mennesker i Himmerlandsgade da et langt Halloween-optog passerede. Nogle anslog, at der var et større publikum i gaden end når Kimbrerfestens optog gennemføres, og det siger ikke så lidt. Og for dem som kom til byen i sidste øjeblik var det næsten lige så svært at finde en parkeringsplads som i det indre København. Alle parkeringsarealer og pladser langs vejene i sidegaderne var fyldt op.
Stemningen var i top. Der var musik og motorlarm og udstødningsgas en masse fra et halvt hundrede “dollargrin" og et stort antal knallerter som kørte med i optoget, sammen med unge fra BMX klubben og børn med fakler. Fantasien var også sluppet løs. Der sad skeletter på passagersædet i bilerne, og der var “tændt op” til røg og larm i gaden hos de maskerede knallertkørere. Mange andre havde også taget det som en udfordring at skabe uhygge i Aars i anledning af Halloween.
Spejdere og FDFere havde boder langs Himmerlandsgade, hvor man kunne købe pandekager, popkorn, kaffe og læskedrikke. I anledning af det forestående kommunalvalg var adskillige politiske kandidater på gaden, og i den endnu tomme butik, der snart kommer til at rumme “Garnglæde” fik børnene lagt ansigtsmaling. Udenfor sparekassen blev der uddelt slik.
Det var tydeligt, at børnene havde en Halloween-fest, men det havde mange voksne også. Udover amerikanske dollargrin og andre store og flotte køretøjer med veteranstatus inden for rækkevidde, deltog nogle af byens autoforhandlere i optoget med nye biler. Chaufførerne var maskerede, og blev fulgt til dørs af en vaskeægte amerikansk sherif-patruljevogn med horn og blå blink.
Aars Handels formål var naturligvis at trække folk til byen som ønskede at gøre en god handel i butikkerne. Her var der også trængsel - og bud efter varerne. Byens spisesteder havde også ekstra stort besøg.
Kimbrergarden gik i front for optoget, naturligvis i bedste Halloween-stil, og sluttede af med en koncert under overdækningen på Kimbrertorvet.
Læs mere i Aars Avis på onsdag...
Ordet er dit