Halloween By Night en stor dag i Aars

Af Redaktionen, Onsdag, 30/10/2024 08:25

AARS: Halloween i Aars er blevet en af de største By Night aftener i løbet af året, og lige i år rammer det præcist dagen for Halloween eller Allehelgensaften på dansk.
Den aften hvor man mindes helgene, martyrer og afdøde, men som er blevet en fejring af det uhyggelige, makabre og overnaturlige, hvor man gerne vil have et lille gys.
I Aars er det blevet en fejring, der fylder Himmerlandsgade i løbet af aftenen, og hvor Halloween optoget er blevet et tilløbsstykke for både børn og voksne.
- Det bliver nok det største, vi nogensinde har haft, så det bliver helt fantastisk i år. Der er så mange, der gerne vil være med, og de er altid gode til at klæde sig ud og give et godt show, siger handelschef Jesper Nielsen.
Der vil være ansigtsmaling i det tidligere Casa Jada, og i en anden butik vil en heks give slikposer til børnene - når nu det lige er på dagen, skal der også være slik til dem.
FDF vil som altid sælge dejligt velsmagende pandekager, og på Aars Skole er der igen en uhyggelig oplevelse for dem, som tør.
Altsammen for at skabe liv i Aars og for at tiltrække en masse kunder til butikkerne, der som altid har gode tilbud.
- Det er en af de største shoppingdage, vi har. Vi har et flot optog og en god stemning, og det er en By Night, som trækker mange menensker. Det er også derfor butikkerne har nogle rigtig gode tilbud, og så er der jo heller ikke så længe til jul endnu, så folk er begyndt at tænke på julegaver, siger Jesper Nielsen, der sammen med medlemmerne af Aars Handel overvejer at gøre endnu mere ud af Halloween næste år.
- Vi får igen hjælp af Aars Skole og børnehaverne, der pynter Himmerlandsgade med udskårne græsker og spøgelser, men Halloween er jo blevet stort, og næste år skal vi måske igang med at pynte gaden noget før og gøre endnu mere ud af det, siger Jesper Nielsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"