HEG i Aars afventer corona regler

Af Ture Damtoft, Torsdag, 25/11/2021 12:18

AARS: Der er et klart flertal for krav om coronapas på ungdomsuddannelser inden forhandlingerne går igang senere i dag torsdag.

Indtil videre har kun Dansk Folkeparti og Liberal Alliance udtrykt modstand overfor den række af nye restriktioner, som blev fremlagt af sundhedsminister Magnus Heunicke i går - og modstanden går på introduktion af krav om mundbind en lang rækker steder.

Derfor kan blandt andre Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG) sandsynligvis se frem til at skulle se coronapas fra alle ansatte og elever fra mandag, og direktør Ulf Givskov Bender afventer en klar udmelding om, hvordan det kan og skal gøres.

Såfremt de vaccinerede med længere varende coronapas bliver registreret for ikke at skulle fremvise passet hver dag, vil det indebære en indirekte registrering af de, som ikke er vaccinerede.

- Vi skal lige have lovhjemmel til at kræve, at de viser coronapas, og der er en registrerings udfordring. Grundlæggende har vi ikke lyst til at vide mere end højst nødvendigt. Den skal vi lige have helt afklaret, så det kan være, at vi skal registrere alle hver dag, siger Ulf Givskov Bender.

Han har spurgt ind til muligheden om et lokalt test-center igen, men det er blevet afvist.

- Man vil formentlig gøre det bøvlet at få test hele tiden og dermed presse på for at få flere vaccineret. Vi har lavet en hurtig rundspørge i klasserne med, hvor mange der er vaccinerede. På de gymnasiale uddannelser har vi næsten 100 pct. vaccination, og på erhvervsuddannelser har vi 87 pct., som er vaccinerede. Vi lægger nok på 90-95 pct. i alt, som er vaccinerede, og jeg forventer ikke, det bliver et stort problem, eller at det har indvirkning på vores drift, siger Ulf Givskov Bender.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"