Her er årets prismodtagere: Frivilligheden blev hyldet
Af Ture Damtoft, journalist, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 30/09/2026 08:00
VESTHIMMERLAND: Der var både applaus, fællessang og især hyldest til frivilligheden, da mere end 400 deltagere fredag samledes i Aalestrup Idrætscenter til Frivillig Fredag.
Dagen bød på fejring af frivillige, foreninger og idrætsudøvere, der året rundt lægger tid og kræfter i fællesskaberne i Vesthimmerland.
Som en del af arrangementet blev Årets Frivilligpris, Fritidsprisen og Foreningsprisen overrakt.
Borgmester Per Bach Laursen overrakte Frivilligprisen til Brian Nielsen, der siden 1995 har brugt sine sommerferier på at gøre en forskel for udsatte børn og familier gennem Dansk Folkehjælps sommerlejre.
Som lejrchef står Brian Nielsen blandt andet for planlægning og praktiske opgaver, men hans indsats handler i høj grad også om mennesker.
Han er med til at skabe tryghed, fællesskab og gode minder for familier, der får mulighed for et tiltrængt pusterum fra hverdagen.
Fritidsprisen blev overrakt af formanden for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Per Nyborg, til Ingrid Christensen, Aalestrup Idrætsforenings Gymnastikafdeling.
Foreningsprisen gik til DDS Spejderne i Aars, som er inde i en positiv udvikling.
Et styrket samarbejde mellem ledere og bestyrelse har skabt mere aktivitet og større synlighed omkring gruppen. Samtidig arbejder spejderne på at udvikle nye aktiviteter og invitere endnu flere børn og unge ind i fællesskabet og friluftslivet.
Blandt initiativerne er Spirende Fællesskaber, ligesom gruppen gennem store spejderoplevelser og lokale arrangementer forsøger at skabe endnu flere muligheder for børn og unge.
Ordet er dit