Himmerland Forsikring optimerer IT ved et salg

Af Lokalredaktionen, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 23/09/2026 08:12

AARS: Det danske forsikringsmarked får nu et styrket medlemsejet alternativ på IT-området. Det sker efter, at landets to største medlemsejede forsikringsselskaber, LB Forsikring og GF Forsikring, har købt sig ind i Gensam, der leverer daglig IT-drift til små og mellemstore forsikringsselskaber. Hidtil har Himmerland Forsikring i Aars været eneejer af Gensam. Nu er de tre ejere.
Formålet med salget er at skabe en stærk og langsigtet løsning i et forsikringsmarked præget af konsolideringer og stigende teknologiske og regulatoriske krav. Med et fælles kernesystem vil selskaberne i højere grad have kontrol over systemer og sikre, at investeringer i moderne teknologi, data og kunstig intelligens sker på et grundlag, hvor værdien bliver hos medlemmerne.
Selskabet skal drives, så det hviler i sig selv, er økonomisk bæredygtigt og uafhængigt af eksterne interesser. Effektiviseringsgevinster og værdiskabelse skal dermed komme de deltagende selskaber og deres tilsammen godt en million medlemmer til gavn.
Forventningen er, at LB Forsikring og GF Forsikring migrerer til den nye IT-platform indenfor en fem-årig periode.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"