Himmerlands Elforsyning køber halvdelen af Barmer-firma

Tirsdag, 28/04/2009 15:48

Den lokalt prisbelønnede og markedsledende virksomhed Dansk Varme­pumpe Industri i Barmer har indgået partner- og medejerskab med den kendte elforsynings virksomhed HEF amba, med større og stærkere ud­bredelse af jordvarme som mål.

Da Dansk Varmepumpe Industri (DVI) i Barmer for en måneds tid siden fik tildelt Nibe Erhvervsråds Initiativpris, signalerede direktør Henning Pallesen at virksomheden, han startede for 30 år siden, er nået til et punkt hvor man skal og bør have et stort gennembrud på markedet for jordvarme, og i øvrigt beslægtede systemer, hvor virksomhedens varmepumper kan være en såvel pris-attraktiv som en miljørigtig varmekilde i fremtiden.

– Vi har gennem nogen tid forhandlet med Himmerlands Elforsyning Amba (HEF) om et fælles grundlag, idet HEF har såvel den økonomiske styrke som de kontakter til markedet, der gør at vi fremover, fortsat kan være markedsledende på teknologi, og samtidig være så stærk en partner, at vore produkter kan nå en betydelig større udbredelse, siger grundlægger af DVI Henning Pallesen. Han fortsætter som virksomhedens direktør, efter af HEF har indskudt ny kapital, og dermed overtaget 50% af aktierne i virksomheden.

Produktionen og medarbejderne hos Dansk Varmepumpe Industri fortsætter helt uændret indtil videre, men der venter fremover en spændende udvikling, som kun vil styrke virksomheden og markedet for jordvarme, hvor DVI fremover vil stå som en betydeligt stærkere virksomhed, der kan styrke såvel udviklingen af varmepumpesystemer som salget og udbredelsen af den CO2- og energivenlige varmekilde, siger parterne i fællesskab.
Den nye bestyrelse hos DVI har ud over formand Jan Ravn og direktør Henning Pallesen, advokat Niels Pedersen og økonomidirektør hos HEF Carsten Greiffenberg som medlemmer. Partnerskabet er indgået med officiel virkning pr. 1. januar 2009.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"