Himmerlands Grovvarer klar til den helt store høst

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 09/07/2019 08:43

Der er store forventninger til høsten 2019 hos Himmerlands Grovvarer A/S, hvor hallerne efterhånden er blevet tømt og desinficeret for skadedyr og tørreriet er blevet rengjort og klargjort.

- Vi håber på en nem høst for første gang i tre år. Det vil sige, at vi får det høstet, såsnart det er modent, og at vi ingen eller næsten ingen regn får i tre uger, så får vi den optimale høst, siger Torben Frederiksen, direktør i Himmerlands Grovvarer.

Efter et mindreudbytte i Himmerland på omkring 27-28 pct. i 2018 forventer han mindst 30 pct. større høstudbytte i år - og muligvis lidt mere.

Kornet er allerede ved at være gult på markerne, og høsten af vinterbyggen forventes at gå i gang om ca. 10 dage. Så kommer hveden og vårbyggen, de to helt store afgrøder, i begyndelsen af august.

Hos virksomheden på Hjortkjærsvej i Aars forventer man at tage leveringer af 60.000-65.000 tons korn. Det svarer ifølge direktøren til en 34 kilometer lang konvoj af 35 tons lastbiler. I afdelingen i Aars bliver der leveret omkring 15.000 ton, og høstudbyttet er tæt på at være sikret på markerne efter en god vækstsæson.

Læs meget mere i Vort Landboblad bagerst i Aars Avis i morgen onsdag...