Historiens vingesus da Assers runesten fik plads i Aars Kirke

AARS: Historiens vingesus kunne mærkes i Aars Kirke onsdag morgen.

Danmark har haft over 50 konger og dronninger i de 1000 år, siden runerne blev ristet i den granitsten, der nu er blevet flyttet ind i det gamle kor i kirken.

Mellem år 970 og 1020 blev der ristet: Asser satte denne sten efter Valtoke sin drot.

Den oprindelige Aars Kirke blev først opført ca. 200 år senere, og omvendelsen fra Asa troen til kristendommen var i sit tidlige stadie.

750-800 kilo vejer stenen, men med god forberedelse, de rigtige redskaber og dygtige folk blev den på halvanden time flyttet de ca. 20-25 meter, og den over halvanden meter høje runesten står nu beskyttet fra elementernes tæring. 

- Selvom det er granit, er stenen under konstant nedbrydning. Vi har renset den og fjernet mos og lav, men nedbrydningen vil langsomt fortsætte, og derfor skal den ind i kirken, hvor den er beskyttet, fortæller Bjarne Henning Nielsen, museumsinspektør og forskningschef ved Vesthimmerlands Museum. 

Ligesom de andre af omtrent 500 runesten i Danmark, som ikke er beskyttet mod vind og vejr, er det især vand og frost, som kan gøre skade på stenene.

- Vand kan trænge ind gennem lagene på stenen, og når der kommer frost, kan det sprænge et lag. Runerne er i den yderste centimeter af stenen, så de kan sprænges af og gå tabt, fortæller konservator Susanne Trudsø fra Nationalmuseet. 

Så stort at opleve

Hun er sandsynligvis den eneste af de mange involverede omkring flytningen, som oplever det mere end én gang i livet. 

Kirke- og kulturmedarbejder Marianne Klausen fulgte med fra første minut for at få det hele med.

- Det er virkelig "once in a lifetime". Det er så stort at få lov til at opleve. Tænk på alt det, der er sket, siden den blev rejst for 1000 år siden. Det var så anderledes et samfund og så anderledes et land, at det er svært at forestille sig. Jeg bliver helt rørt over at være med i dag, siger Marianne Klausen.

Stenen blev først lagt på en lille ladvogn ude ved højen, skubbet ind i kirken og så hejset op og manøvreret på plads ved et lille hul i kirkegulvet, hvor den skulle placeres.

Stativet til hejseværket skulle flyttes nogle gange og stenhuggerne skulle passe på, at den noget rustne kæde ikke ramte stenen.

Der kom et par høje lyde fra taljen, der holdt sammen på det hele, og det gav lige et gib i de fleste, men heldigvis helt unødvendigt, for der var styr på det.

Stenen kom langtsomt op i lodret position, inden den ved øjemål blev placeret helt lodret og helt rigtigt, så den kan opleves af de næste mange generationer i Aars Kirke.

Konservatoren fra Natmus, som Nationalmuseet forkorter sit navn, brugte ikke de store superlativer på spørgsmålet om, hvor stort det er nu at have bevaret stenen og ikke mindst runerne for eftertiden. Med 36 års erfaring har hun haft mange spændende opgaver for Natmus.

- Det er svært at veje dem op mod hinanden. Jeg har været med til at konservere altertavler, gravsten, epitafium (en mindetavle som anbringes ved en grav på en væg i et gravkapel, tak Google), to kenotafer (et gravmæle hvor den døde ikke er gravsat, igen tak Google) og de kongelige sarkofager i Roskilde.  Jeg synes jo, alt er stort, fordi vi bevarer vores nationale og fælles historie for eftertiden, siger Susanne Trudsø.