Historisk øl i Aars - lidt til den sure side

Af Torsten Hansen, Onsdag, 17/07/2019 07:27

AARS: Smagen er lidt sur og væsken er noget uklar, men ellers ser det ved første øjekast ikke så historisk ud.

Det madhistoriske laug ved Vesthimmerlands Museum har dog udført så meget af forarbejdet så historisk som muligt.

Det handler om øl

Under den netop afviklede Kulturarvsmåned viste madlauget i museumshaven, hvordan man kan have brygget øl for cirka 2000 år siden. Med røget malt fra egen bygget røgovn, blev der brygget øl i lerkar over bål. Processen tog nogle timer, hvorefter den varme væske blev hældt fra lerkarret til en mere moderne glasballon. Efter at være kølet en del ned blev der tilsat stikkelsbær - ikke for smages skyld, men for at opnå en naturlig gæringsproces.

Øllet har derefter gæret, og nu i cirka 14 dage efter blev det hældt på flasker.

Madlauget kunne selvfølgelig også have valgt at holde en lille fest og drikke alt øllet, hvilket man nok havde gjort i svundne tider. Men nu får de bare seks flasker øl lov til at stå og modne lidt.

Det kan også være nødvendigt. Laugsmedlemmerne smagte naturligvis på resultatet og - hvis man er til sur øl - så var det godt.

Mens flaskerne står på lager, så vil laugsmedlemmerne gå i tænkeboks og vurdere, hvad der skal gøres næste gang, så resultatet kan blive bedre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"