Hjemmehjælpen kan få det svært i sneen i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 06/01/2026 13:33

VESTHIMMERLAND: De næste 48 timer varsler DMI om voldsomt vejr i det nordlige Jylland og dermed naturligvis også Vesthimmerland.

Det har andre gange givet store udfordringer for hjemmehjælpen, og derfor har Vesthimmerlands Kommune igen forberedt sig så godt som muligt.

Der er lagt flere dagsvagter ind onsdag, så besøgene hos borgerne muligvis kan nås, inden blæsten for alvor tager til. Det skulle dog ske allerede fra sen formiddag ifølge den seneste prognose.

Tirsdag er der også løst flere opgaver som f.eks. ophældning af medicin, og til onsdag er en del af personalet på stand-by, hvis der opstår udfordringer.

Hjemmehjælpen oplyser videre, at kan planlagte besøg i løbet af dagen ikke gennemføres, vil borgeren blive kontaktet.

- De andre gange, hvor vi har stået i sne til knæene, har vi oplevet en meget stor velvilje og forståelse, både fra de borgere, vi skal besøge, men også f.eks. naboer, som bor tæt på borgere, hvor det kan være svært fremkommeligt. Der er også borgere, som har sagt, vi ikke skal komme ud til dem, fordi hjemmehjælpen ikke kan komme frem eller tilbage, og så finder de selv en løsning. Det er som om, at når sneen falder ned, så kan vi sammen med borgerne finde nogen fleksible løsninger, siger Mette Rohde, afdelingschef for pleje- og seniorservice i Vesthimmerlands Kommune.

Hun appellerer til at hjælpe hinanden og lover, at man vil gøre alt for at yde den bedst mulige service under de givne forhold.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"