Hornum-Ulstrup Rideklub er klar efter genopbygning

Af Torsten Hansen, Onsdag, 22/05/2019 09:30

HURK holder officiel indvielse af de nye faciliteter onsdag, 29. maj

HORNUM: Når Hornum-Ulstrup Rideklub onsdag, 29. maj holder officiel indvielse af det nyombyggede ridehus og øvrige faciliteter, er det efter mere end et år med oprydning, ombygning og renovering, efter en voldsom brand hærgede klubbens lille ridehus, cafeteria, toiletter og flere øvrige lokaler i starten af 2018.

Heldigvis kom hverken mennesker eller dyr til skade ved brandens hærgen, og nu kan klubbens medlemmer, efter knap et år med tålmodighed og pladsmangel, glæde sig over de flotte, lyse og moderne faciliteter i rideklubben.

Cafeteriet er udstyret med et større og opdateret køkken, og der er nu udsigt til begge haller fra cafeteriet, hvilket især skaber glæde i de kolde vintermåneder, hvor man kan overvære ridningen inde i varmen. Der er kommet ekstra plads både i cafeteria og i klubbens vigtige sekretariat, som er klubbens ”hjerne”, når der holdes stævner.

Klubben har rødder tilbage til 1980erne midt på en græsmark i Hornum. I 1987 blev klubben optaget i Dansk Rideforbund. Ved hjælp af mange frivillige byggede man den lille og nu renoverede ridehal med cafeteria, toiletter og sekretariat, som blev indviet i september 1990. I oktober 2001 påbegyndtes bygningen af klubbens store ridehal med 20x60 mål, som stod færdig til indvielse den 9. februar 2002. I december 2011 blev den nye stald indviet med 16 store bokse. Der er plads til rideklubbens elevponyer og 8 privatopstaldere.

Rideklubben har cirka 160 medlemmer i dag og er flot repræsenteret på såvel klub-, distrikts- som landsplan, og ryttere fra Hornum hiver tit og ofte placeringer hjem i både dressur og springning for pony og hest. Klubben vægter desuden højt, at ridning skal være for alle, og derfor er elevhold, privatundervisning, den årlige ridelejr og sommerskole altid velbesøgt af både børn, unge og voksne ryttere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"