Hotspot i Aars åbent igen

Af Ture Damtoft, Onsdag, 18/08/2021 09:00

AARS: Åbningsfesten var med fyldte lokaler og skåltaler fra både de unge, politikere og lederne i Ung Vesthimmerland.

Hotspot var en stor succes den første aften, og det er det igen nu, hvor der er adgang for alle unge fra 7. klasse og op til 21 år.

Coronaen lukkede ned for Hotspot efter en måneds tid, men mandag 16. august blev dørene åbnet igen, og allerede efter en halv time var der 20-25 unge i lokalerne.

To af dem var søstrene Stephanie og Isabella Andersen, der bor ”ude midt i ingenting”, som de selv udtrykker det.

- Hotspot er hyggeligt, og det er fedt at møde nye mennesker. Jeg måtte ikke komme her sidste år, så det er fedt at kunne komme her nu, siger Isabella, der går i 7. klasse på Aars Skole.

Imens er storesøster Stephanie, der går i 8., ved at sende beskeder til veninder om at komme ned i Hotspot. Hun nåede at være med i 2020 og synes også, det er et godt fristed, de unge har fået.

- Man snakker med nye mennesker og hygger sig. Og jeg glæder mig til at komme på surfing og biografture, siger Stephanie, der slutter med at sige, at der er gode tilbud for de unge i byerne, når nu der ikke er noget at lave, hvor man bor.

Hos Ung Vesthimmerland, der står for driften, er der også glæde over at kunne invitere indenfor igen.

- Vi glæder os helt vildt til at få det rigtig igang igen. Vi kan fornemme og høre, at de unge savner de her fristeder, som Hotspot og klubberne i Ranum, Løgstør, Aalestrup og Farsø er. De unge nåede slet ikke at opbygge Hotspot til det, som det skal være. Nu får vi startet op, og alle unge er igen inviteret til at komme ned og tage lokalerne i brug. Så har vi en stor åbning og genåbningsfest 6. september, siger Erik Krogh Pedersen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"