Hvorvarp fik indviet sin nye folkeskov - 40.000 træer plantet i det, der bliver over 600 ha skov

Af Ture Damtoft, Torsdag, 29/05/2025 06:00

AARS: Der blev plantet mange tusinde træer i Hvorvarp Folkeskov ved Aars mandag eftermiddag.

Projektet begyndte i 2006, i 2014 blev de første træer plantet og nu strække skoven sig over 420 hektar.

Per Havbro er driftchef i Aars Vand og har været involveret helt fra begyndelsen.

- Vi er jo sat i verden for at sikre, der er rent vand nu og til vores børn og børnebørn. Den her skov får hverken du eller jeg nogen glæde af. Det er noget, børnebørnene kan kigge tilbage på og sige, det er godt, der blev lavet en indsats. Det spørgsmål, vi får, fra vores modparter er, hvorfor vi gør en indsats, for der er supergodt vand i Aars og omegn, men vi er jo nødt til at tænke meget langsigtet, så vi også har rent drikkevand om 10, 20, 50 og 100 år, siger Per Havbro.

Han var en af repræsentanterne for det brede samarbejde ved indvielsen af Hvorvarp Folkeskov.

Skov på 650 ha

Her var også Naturstyrelsen, kommunen og Growing Trees Network, der har skaffet træerne, og som har været involveret i rejsningen af 160-170 folkeskove og plantningen af 4,2 mio. træer.

- Det er Naturstyrelsen og Aars Vand, som køber jorden, vi får træerne takket være sponsorer, og Naturstyrelsen sparer penge til selve skovrejsningen. Det er typisk landbrugsjord, som bliver taget ud af drift, og skovrejsningen bliver drevet økologisk, så drikkevandet der produceres bliver rent, siger Kim Nielsen fra Growing Trees Network.

I denne etape skal der plantes i alt 40.000 træer, og på sigt bliver Hvorvarp Folkeskov på 650 hektar og et sted, hvor der både vil være tæt skov og lysninger, hvor alle kan komme og nyde naturen på en gåtur eller måske en frokost i det grønne.

- Det er altid en fornøjelse, når det offentlige Danmark kan sætte den her type projekter igang, og jeg er stolt over, at Vesthimmerlands Kommune kan få lov at medvirke i et projekt, der har betydning for vores borgeres mulighed for at bruge naturen i videre udstrækning og for en større by som Aars, som ligger tæt på, sagde borgmester Per Bach Laursen, der have fået et par gummistøvler på fødderne, en spade i hånden og selv plantede nogle træer i dagens anledning.

Kommunens involvering i projektet ligger efterhånden nogle år tilbage, som Per Havbro fortæller det.

Skubbet til hjørne

Han blev ansat i 2004 blandt med henblik på at lave projekter til beskyttelse af grundvandet.

- Dengang kunne vi selv lave planer om beskyttelse af grundvandet. Vesthimmerlands Kommune var hurtige til at godkende projektet, men i 2009 blev reglerne ændret, og vi blev skubbet lidt til hjørne i Forsyningssekretariatet. Så fik vi et samarbejde med Naturstyrelsen, og ret kort tid efter fik vi plantet de første træer. I første omgang 57 ha., og så har vi købt små stykker jord løbende, når det var til salg, og resten af jorden havde Naturstyrelsen, siger Per Havbro.

Sammen med borgmesteren, gæster, naturvejleder Karin Winther og unge nature rangers plantede han de første 200-300 træer mandag.

De øvrige mange tusind egetræer, bøgetræer, taks, ask, kastanje, tjørn, liinde, poppel og birketræer birk står naturstyrelsen for.

Når egetræerne i 2075 er 50 år gamle og 10-15 meter høje, vil det første grundvand og dermed drikkevand måske komme fra reservoiret under Hvorvarp Folkeskov.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"