Ikke planer om lægevagt i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Fredag, 03/03/2023 11:25

Region Nordjylland overtager driften i nattetimer fra 1. september

VESTHIMMERLAND: Der er ikke aktuelle planer om at genåbne lægevagten på sygehuset i Farsø, når Region Nordjylland fra 1. september næste år overtager natbetjeningen.

Regionen og Praktiserende Lægers Organisation i Nordjylland (PLO-Nordjylland) har indgået en aftale om driften og organiseringen af lægevagten i Region Nordjylland, hvor regionen i lighed med landets andre regioner overtager natbetjeningen i tidsrummet 23 - 08.

I aftalen indgår, at der skal være lægevagtskonsultationer i Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Hobro og Thisted.

Atlså er sygehuset i Vesthimmerland i Farsø ikke inkluderet.

- Regionen kunne overveje at have en læge i Farsø. Der er voldsomt lange ventetider i Aalborg, og den nuværende sygeplejeklinik i Farsø har jo nogen begrænsninger. Så jeg håber den nye aftale på sigt giver mulighed for at genetablere lægevagten i Farsø, det skal være en kraftig opfordring fra Vesthimmerland, siger formand for sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Asger Andersen (S).

Læs mere i Aars Avis.