Indvielse af multibane på Suldrup Skole

Tirsdag, 08/09/2009 13:56

SULDRUP: Mandag den 31. august var der indvielse af den nye multibane på Suldrup Skole. Primusmotor for etableringen har været Tove Rasmussen, som er fælles SFO-leder på skolerne i Sønderup, Suldrup og Kirketerp. 
Etablering af banen har længe været på ønskesedlen hos såvel elevråd som medarbejdere, og derfor var det en stor dag, da banen efter sommerferien stod færdig. Fra første færd har der været god gang i banen, og eleverne kunne næsten ikke komme hurtigt nok til frikvarter. Skolens elever kan benytte banen i de to store frikvarterer samt i idrætstimer m.v., mens det efter frokostpausen først og fremmest er SFO’en, der har adgang til banen.
De to elevråd på Suldrup Skole har sammen med elevrådskontaktlærerne Lilian Thomsen og Bo Gade udarbejdet retningslinjer for brug af banen i formiddagstimerne. Den har været så populær, at det har været nødvendigt at lave en plan for hvem, der kan bruge den hvornår. Den er trods alt ikke så stor, at hele skolen kan være der samtidig.
Suldrup Skole glæder sig naturligvis over at have et sted, hvor børnene gerne vil være i frikvartererne og som samtidig befordrer Rebild Kommunes målsætning om sundhed, motion og trivsel for børn i alle aldre.
Efter den officielle åbning af multibanen var der et let traktement og spændende underholdning til de mange fremmødte børn og forældre. Underholdningen bestod selvfølgelig af en kamp på den nye bane mellem Hyggehjørnet og Myretuen.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"