Ingen vaccine på vej til Vesthimmerland lige nu

Af Torsten Hansen, Tirsdag, 29/12/2020 07:00

Højeste smittetal i Vesthimmerland lige op til jul

VESTHIMMERLAND: De første personer i Danmark er nu blevet vaccineret mod Covid-19. Men det varer endnu nogle uger, før den første vaccination forventes at ske i Vesthimmerland.

- Fordelingen af vacciner er beregnet ud fra smittetallet 10. december. Den gang var smittetallet i Vesthimmerland ikke så højt, derfor ligger vi noget nede i køen, forklarer sundhedsdirektør Anne Krøjer, Vesthimmerlands Kommune til Aars Avis.

Hun forventer faktisk, at Vesthimmerland bliver en af de sidste kommuner som vaccinen kommer til. Hendes gæt lyder lige nu på begyndelsen af januar.

- Vi får besked 48 timer før vaccinen ankommer, men vi er selvfølgelig klar allerede nu, forsikrer hun.

Alle beboere på plejehjemmene og de ansatte samme steder er blevet spurgt, om de vil tage imod vaccinen.

- 95 procent af beboerne og 86 procent af de ansatte har sagt ja, tak til vaccination. Det er et meget fint tal, og det ligger på niveau med de øvrige kommuner, jeg kender til, uddyber Anne Krøjer.

Hvis fordelingsnøglen var udregnet senere end 10. december, ville Vesthimmerland have stået anderledes. Smittetallet er nemlig steget voldsomt omkring jul. I løbet af december er over 100 blevet smittet i Vesthimmerland, og heraf er hovedparten smittet tæt op mod jul, hvor det hidtil højeste smittetal er registreret.

- Heldigvis er tallet faldet lidt efter jul, så det begynder at se bedre ud, siger Anne Krøjer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"