Intenst og megafedt

Af Torsten Hansen, Tirsdag, 16/11/2021 22:09

VESTHIMMERLAND: Der er flere nye partier opstillet til kommunalvalget i Vesthimmerland denne gang. To af dem stiller kun en kandidat. Det ene er Fremskridstpartiet med Niels M. Christensen og på den modsatte fløj Enhedslisten repræsenteret ved Annemette Bach.

Når man ikke har et større partiapparat bag sig til at føre valgkamp, kan det være hårdt. Det bekræfter Annemette Bach.

- Det har været meget intenst, men samtidig megafedt. Jeg har haft min familie og venner til at hjælpe mig, og de har støttet mig, forklarer Annemette Bach.

Men der er også fordele ved at være alene.

- Det gode er, at jeg får meget taletid ved at være spidskandidat. Men det kan alligevel være svært at komme igennem, fortsætter hun.

Inden hun valgte at stille op, havde hun gjort sig nogle forestillinger om, hvad hun kunne blive udsat for. Heldigvis kom det slet ikke til at gå så galt som frygtet.

- Jeg må sige, at det har været megafedt at opleve det fællesskab, som jeg har mødt fra de øvrige partier. Det er virkelig positivt. Jeg havde frygtet, at der kunne være en hård tone. Men i stedet har jeg mødt en god tone over hele linjen, understreger Annemette Bach.

På nuværende tidspunkt er alle optællingssteder talt op, undtagen Aars. Enhedslisten har fået 230 stemmer og ser ikke ud til at komme ind. De er dog i valgforbund med Radikale som får 261 stemmer. Spørgsmålet er om det er nok til et mandat samlet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"