International begejstring over Vesthimmerlands Biblioteker

Onsdag, 16/09/2015 07:48

80 bibliotekarer besøgte Aars og Aalestrup biblioteker

AARS: Tirsdag i sidste uge var veje og cykelstier i Vesthimmerland selvlysende af neongule veste, da den cyklende bibliotekskonference ”Cycling for Libraries” lagde turen forbi. De 80 bibliotekarer fra 20 forskellige lande startede deres 650 km lange tur i Norge, fortsatte til Sverige og sluttede i Danmark. Selvom man skulle tro, at de mange kilometer efterhånden havde sat sit præg på bentøj og energiniveau, var det langt fra tilfældet. Anført af bibliotekschef Bo Jacobsen trillede de mange bibliotekarer ind i Vesthimmerland, og det foregik med højlydte ringklokker, brølende kampråb og smil hele vejen rundt.
Første stop på turen var Lyngsoe Systems, der bød på frokost og en præsentation af deres forskellige teknologiske biblioteksløsninger. Efter besøget på Lyngsoe Systems trillede karavanen til Aars Bibliotek, som i dagens anledning havde rullet den røde løber ud og dekoreret den med bøger. Inde på biblioteket stod personalet klar med en lille forfriskning og oplæg om tre af bibliotekets udviklingsprojekter, der alle er støttet af Kulturstyrelsen. Således blev bibliotekarerne introduceret til bibliotekets nye samarbejde med lokale skoler om at sætte digital dannelse på skoleskemaet i PopUpEksperimentariet, ligesom de hørte om en ny organisationsstruktur, der har givet nye udfoldelsesmuligheder for personalet og flere tilbud til borgerne. Desuden hørte de om, hvordan Aars Bibliotek er ved at blive nyindrettet ud fra devicen kvalitet på budget.
De udenlandske bibliotekarer udtrykte stor begejstring over Vesthimmerlands Biblioteker.
- Jeg er virkelig imponeret over, hvor mange ting de får til at ske, og jeg blev meget inspireret af deres mange nytænkende og kreative tiltag, de tilbyder borgerne udtalte en canadisk bibliotekar, inden hun skyndte sig over til en medarbejder for at sikre erfaringsudveksling.
En bibliotekar fra Estland var meget betaget af konceptet om det åbne bibliotek, hvor borgerne får lov at bruge biblioteket, når der ikke er personale til stede.
- Jeg er overbevist om, at netop besøget på Vesthimmerlands Biblioteker vil være et af de mange biblioteksbesøg på turen, som de internationale kollegaer vil huske, fordi vi har så meget at byde på. Sådan et besøg giver mange gode kontakter og ny inspiration. Jeg er blandt andet blevet inviteret til Litauen for at fortælle om danske biblioteker, udtaler bibliotekschef Bo Jacobsen.
Efter besøget på Aars Bibliotek gik turen via Himmerlandsstien til Aalestrup Bibliotek. Her tog personalet imod med en ballonport og ternede flag, der symboliserede mållinje for dagens etape.
Her havde karavanen mulighed for at besøge Danmarks Cykelmuseum, og efter et bad på Aalestrup Realskole blev der serveret stegt flæsk og persillesovs på Knabergården. Oplevelsen af dansk kultur stoppede dog ikke her. Vesthimmerlands Kulturskole spillede nemlig op til traditionel dansk folkedans, hvor bibliotekarerne blev instrueret i de forskellige trin. Et indslag der vakte begejstring, smil og sved på panden. Efter en underholdende aften overnattede bibliotekarerne på biblioteket blandt deres yndlingsforfattere, og efter en gang morgenmad fortsatte turen mod Viborg og Randers.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"