Jul og Tarzan for Vestrup LBO

Af Ture Damtoft, Onsdag, 30/11/2022 07:00

VESTRUP:Der har været julefest i Vestrup Minihal for børn fra vuggestuen, børnehaven og SFOen.

Glade børn, søskende og forældre mødte op til en hyggelig aften, og personalet bidrog til den gode julestemning.

Til festen nød deltagerne medbragt mad fra et kæmpe ta’-selv-bord. Det bugnede med frikadeller, tarteletter, risengrød og alt hvad hjertet ellers begærer i den søde juletid.

Bagefter kunne børn og barnlige sjæle afprøve ”Tarzan-banen” i hallen eller danse under farvestrålende lys og til høj musik.

I et par klasselokaler kunne man fornøje sig i to kreative værksteder, hvor der kunne laves juledekorationer og flettes julehjerter eller guirlander i lange baner.

En meget vellykket aften sluttede af med et hemmeligt besøg af Julemandens kone og Julemandens hjælper, som delte gaver ud til hver af de søde børn, der var med til festen.

Støtteforeningen for Vestrup Skole og LBO sørgede for, at det var muligt slukke tørsten.

Støtteforeningens formål er at tjene penge, som bruges til at hjælpe Vestrup Skole og LBO, med bl.a. køb af legetøj, diverse gode ting til legepladsen eller en tur for børnene i Vestrup.

- Det var en megahyggelig julefest med megahyggelig stemning, og Tarzan-banen er en succes hver gang, hvor de store er gode til at tage hensyn til de små. Det er bare hyggeligt samvær med de andre forældre, og så har vi en del nye forældre, som vi møder og er sammen med personalet på en dejlig afslappet måde. Selvom juletraditionen har været brudt i et par år, var der ligeså stor opbakning som tidligere. Hvilket vidner om, at Vestrup Skole og LBO er et rart sted at være, og det vigtige var, at børnene bare havde en rigtig sjov eftermiddag, siger Mette Spanggaard Ravnkilde fra forældrerådet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"