Julegaver byttet i Madbanken i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 17/12/2024 13:56

AARS: Allerede søndag blev der byttet julegaver i Aars, da Madbanken Vesthimmerland havde inviteret alle til at komme og tage, hvad de mente kunne bruges til julegaver.

Flere borde med tøj, et med julepynt og et par til med legetøj var fyldte, da dørene åbnede klokken 10.

De mange ting var donationer til og fra frivillige og andre til Madbanken, der for en dag også var meget andet end mad.

En af de frivillige var 10 årige Asea Agaoglu, der er blevet en slags maskot i Madbanken, og som er med til de fleste uddelinger sammen med sin mor, der er frivillig.

- Jeg kan godt lide at komme heroppe. Der er altid god stemning og søde mennesker. Jeg styrer køleskabet og brødet, og hvis de siger nej til brød, får jeg dem overtalt til at tage imod det alligevel, for de kan altid lægge det i fryseren. I dag står jeg for tøjet, siger Asea Agaoglu.

Hun har travlt både med at tage imod tøj og med at finde poser til brugerne, der skal have noget med. Julegave-bytte-banken blev banket op på en uge.

- Det er flot, der er kommet så meget ind på kun en uge, og vi kommer nok op på en 100 stykker, der kommer fordi og ser, om vi har noget de kan bruge, siger frivillig Veronica Høgh Sørensen.

På mandag, 23. december bliver der ekstra travlt, når der uddeles julevarer i Madbanken Vesthimmerland.

- Sidste år havde vi omkring 150 modtagere, og der var kø tværs over parkeringspladsen til Netto. Der var både ænder og flæskestege og alt muligt andet, og så har vi samlet lidt juleslik til den dag, siger Veronica Høgh Sørensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"