Julehjælpen er for børnenes skyld

Af Ture Damtoft, Onsdag, 18/12/2019 15:21

AARS: På kun halvanden time havde langt de fleste af 112 familier eller enlige forsørgere hentet deres julehjælp.

- Det er godt lige at få lidt ekstra. Jeg har to sønner, og det betyder meget, at jeg kan give dem lidt ekstra, siger Lillian Madsen fra Ranum, der skal holde jul med sine to sønner, sin storebror og deres mor.

- Vi skal have and, brunede kartofler, risalamande og det hele. Det var ikke blevet det samme, hvis ikke vi kunne få julehjælpen, siger Lilllian MAdsen med en lille klump i halsen ved tanken om at kunne give børnene noget ekstra men også i taknemmelighed over hjælpen.

Dansk Folkehjælps frivillige kræfter stod for uddelelsen, og de tog imod alle med store smil og blev belønnet med smil og stor tak tilbage.

Dansk Folkehjælp gav 500 kr. i gavekort til dagligvarer og 1000 kr. til gaver. Peders Bageri i Aars giver 10 rundstykker, de får et franskbrød og rugbrød fra Farsø Bageri, en fodbold fra 3F Midtfjord og endelig det allervigtigste, et juletræ fra juletræsavler Susanne Hansen fra Lyngholmgaard i Blære.

Hun er med for fjerde år og ville slet ikke undvære det mere.

- Vi kan godt lide at glæde børnefamilierne, og det er ikke rigtig jul uden et juletræ. Det er så dejligt at se så mange glade mennesker, der får den hjælp, de har brug for, for at skabe en god jul for både børn og voksne, og så varmer det ethvert hjerte, når man ser deres taknemmelighed, siger Susanne Hansen.

Modtagerne kan tage ud og hente træet med det samme, for mens hun deler gavekort til juletræerne ud, er manden Lars Hansen hjemme på gården for at udlevere dem.

- Jeg har allerede givet de første 20 ud. Børn og juletræer hører sammen, sådan er det bare, siger Lars Hansen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"