Julemanden kører i sine brandbiler på søndag

Tirsdag, 01/12/2015 21:42

Optog til midtbyen
Selvom rensdyrene endnu ikke har mistet pusten, så vil julemanden alligevel tage sig en tur i sine brandbiler gennem Farsø på søndag. Ikke med udrykning, men i roligt tempo, så han kan nå at vinke til alle børnene undervejs. Brandbilsoptoget kommer til at bestå af 6 køretøjer – inklusiv luftpudebåden ”Svæveren”. Ruten udgår fra Falck stationen på Holmevej og videre af Nørregade, Th. Eriksenvej, Frederik IX’s Plads og Dr. Ingridsvej, hvorefter køretøjerne udstilles på Store Torv.

Store sneplove og snefræsere kommer også
Ud over brandbiler har Julemanden også allieret sig med en anden af sine hjælpere, nemlig Farsø Vognmandsforretning, der altid bistår julemanden - og alle vi andre, når vejene bliver ufremkommelige af sne.  Farsø Vognmandsforretning vil fremvise sin store lastbil med frontplov og saltspreder. Også Farmas vil være tilstede med sneudstyr som landmænd og private kan benytte sig af når indkørsler, fortorve og veje skal holdes fri for sne.

Udendørs hygge med juleboder og Nisseløb
Store Torv vil også byde på juleboder med lækkerier fra Cafe Store Torv, ligesom dagens Nisseløb arrangeret af Lions Club Thit Jensen og Eventmanagerne fra Farsø skole vil have start og mål her.

Ud over disse spændende aktiviteter på Store Torv,skal man også huske på at Farsø butikker har søndagsåbent frem til kl. 15.00, så der er god mulighed for at få købt flere af julegaverne på ønskesedlen.    

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"