Julestemningen i top i Aars - tusinder af besøgende skaber liv
Af Ture Damtoft, Onsdag, 11/12/2024 09:00
AARS: Julelysene i Aars lyser op her i den indtil videre pænt grå december med et par sjældne solstrejf iblandt, og med tre weekender til jul sørger Aars Handel med hjælp fra Kimbrergarden, FDF og foreningen Liv i Byen for julestemningen.
Hver weekend er der musik i byen, hestevognskørsel og juletræssalg, og i den kommende weekend juleshow for 400 børn i Alfa.
Der er også lidt mere liv i Himmerlandsgade, og handelschef Jesper Nielsen peger uden tøven på de tusinder af besøgende til juleudstillingen, som også gør noget godt for restauranter og butikker.
- Der kommer jo så mange mennesker, og Aars får så positiv omtale hele tiden. Det må vi bare sige. Jeg havde regnet med, det blev vildt, men det overgår mine vildeste forevnetinger, og den postiive stemning forplanter sig jo op gennem hele byen.
Liv skaber liv, og i og med der er så mange mennesker, der går op gennem byen, og skal ind og spise, skaber det en masse liv, og hvor godtfolk kommer godtfolk til. Restauranterne har størst glæde af det, men det kan også mærkes i butikkerne. Når jeg snakker med butikkerne har de helt nye kunder, og nogen kigger kun, men folk får et positivt indtryk af Aars, siger Jesper Nielsen.
Ved Kimbrertorvet var der i weekenden mange, som fik et glas gløgg og varmede sig med tæpperne på Kimbrertorvet, og op gennem Himmerlandsgade kunne man høre Kimbrergarden muntre julemelodier.
Aars FDFerne havde godt gang i salget af juletræer, så mon ikke de også kommer på lejrtur næste år, og i biografen var 100 børn takket være Liv i Byen inde og se en julefilm både lørdag og søndag - nok ikke de samme 100 børn trods alt.
Onsdag kommer Aars igen på landsdækkende tv, når DR sender fra juleudstillingen, og i Aars Handel er ingen i tvivl om, hvor god julestemningen er.
- Den er ret god, jeg vil endda sige, den er ret fantastisk. Aars og Vesthimmerland bliver virkelig sat på landkortet, og så kommer mange af dem forhåbentlig tilbage næste år, men lige nu glæder jeg mig bare over, at vi ser ud til at få en virkelig god december, siger Jesper Nielsen.
Ordet er dit