Kantet kunst på Galleri Himmerland i Gatten

Af Ture Damtoft, Torsdag, 17/10/2019 10:12

Tre kunstnere vil lade beskueren gå på opdagelse

GATTEN: De undrende blikke var præcist som de skulle være...

En række tableauer med syltede grisetæer og dukker, øjenæbler på glas og papbokse i hobetal var blikfang da Galleri Himmerland i Gatten bød indenfor til fernisering søndag, 13. oktober.

Kunstnerne Kathrine van Godt fra Hadsund og de to københavnere med galleri i Berlin, Henrik Dencker og Sonny Schneider, havde kreeret det komplekst multifacetterede værk i hver deres studier og sammensat det dagen inden åbningen af Gatten galleriets efterårsudstilling, der kan opleves de næste fire weekender.

- De har arbejdet ud fra forskellige temaer som køen i Netto, den dyssociale familie og livet på gården. Opstillingen åbner sig ned i lokalet og eksponerer et tableaux, hvor man kan se de temaer afspejlet og reflektere over dem. Kunsten er en blæksprutte, som spreder sig ud alle steder og ikke kan eller skal begrænses, siger Carina Østerman, ejeren af galleriet, om det fælles hovedværk på udstillingen af de ellers forskellige kunstnere.

En sindig nordjyde

Som ikke lader sig begrænse, men i Kathrine van Godts tilfælde har haft godt af at møde de to andre kunstnere.

- Vi har arbejdet sammen i fem-seks år, og det møde har gjort en væsentlig forskel. De var lidt mere vilde. Jeg er en sindig nordjyde, men de fik vildskaben frem. De viste, at man godt bare må give los, siger Kathrine van Godt.

Hendes værker på udstillingen er en række grise med alt fra sorte-plastic-strips halsbånd lige ud af The Matrix til børne-gasmasker og en collage af ham præsidenten, navnet bliver ikke nævnt.

- Hvor var Danmark i dag uden grisen? Den har betydet så meget for økonomien, og jeg vil gerne give den et udtryk, som kan give eftertænksomhed og give den mening som mere end bare en vare. At børnegasmasker også passer på grise, og at vi lever i en verden, hvor man har tænkt, børnegasmasker er nødvendige, det er da tankevækkende, fortæller Kathrine van Godt.

Køberne af de unikke værker fortæller om diskussioner om alle mulige emner affødt af gris udsmykket med f.eks. pigtråd og et patronbælte – det var også den med collagen af ham der, man ved nok.

- Jeg havde en muslimsk kunde, som var meget fascineret af dem. Men ’han var jo muslim’, sagde han selv. Og, alligevel gik der kun et par timer, så kom han tilbage og købte en, fordi han vidste, man ville snakke om den, siger Kathrine van Godt.

Barndommen syltet

I en helt anden genre er Henrik Denckers Tintin inspirerede pop-art plakater af bl.a. en råbende Kaptajn Haddock i dublet.

- Kunsten gør det, at vi tror, det I ser er noget helt andet, end det vi har set, da vi arbejdede med værkerne. Papkasserne i tableauet er f.eks. ungarbejderen i Netto, der er ved at drukne i dem. Den syltede dukke er symbol på det barnlige i den dyssociale familie. Nogen gange bliver barndommen syltet, fordi de skal være voksne alt for hurtigt i dag, fortæller Henrik Dencker om et par af hans udgangspunkter.

For Sonny Schneider er udgangspunktet kønsidentitet.

I hans tegninger på udstillingen er der historisk revisionisme i form af en mandlig galleonsfigur anno Christoffer Columbus. Figurerne er letkendelige som mand eller kvinde indtil nærstudiet viser androgyniteten i formerne og et enkelt cykelstyroverskæg.

- De vil gerne have noget med kant med på udstillingen. Det vi kommer med, er nok noget af det med mest kant, og selvfølgelig er der et publikum her. Glem det med udkants-Danmark, her vil man også undres og ikke bare have facit leveret, siger Sonny Schneider, der glæder sig over muligheden for at udtrykke sig ligeså frit i Gatten i Vesthimmerland som i metropolen Berlin, hvor galleriet ligger, skulle man have glemt det fra indledningen på artiklen.

Kunsten er for ham en invitation. Han forklarer gerne om teknikken og ideerne, men meningen skal beskueren selv gå på opdagelse i – for det er mere interessant.

- Der er opstår helt tilfældige ord og billeder og associationer, som starter en tankevirksomhed. Det er det vigtigste i kunsten, siger Sonny Schneider.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"