Fire brødre og en god kammerat udgør holdet bag traktoren Krone Red Lightning, der vandt EM i Tyskland i juli og fører DM-serien i 3500 kilo klassen. Fra venstre: Henrik Kjær, Kasper Kjær, Ulrik Kjær, John Bentsen og Sune Kjær.
Kimbrer Pulling i Aars med motorbrøl og røg
Af Ture Damtoft, journalist, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 16/09/2026 07:00
AARS: Der bliver masser af motorbrøl, røg og hestekræfter, når Kimbrer Pulling lørdag, 19. september inviterer til tractorpulling på Messevej i Aars.
Stævnet er i år en del af Dansk Tractor Pullings DM-serie, og 70 traktorer er tilmeldt fordelt på otte forskellige vægtklasser.
Dermed er der lagt op til en dag, hvor både danske og udenlandske teams skal forsøge at trække den tunge slæde så langt som muligt.
Tractorpulling handler om rå motorkraft, men også om teknik og præcision. Traktorerne kobles til slæden, der bliver tungere og tungere, jo længere traktoren kommer frem på banen. Målet er ganske enkelt at komme længst muligt.
I Aars bliver den nye danske slæde fra Dansk Tractor Pulling taget i brug, mens en tysk slæde står klar som backup.
Lokal deltagelse
Blandt deltagerne er Sune Kjær, som selv er en del af Kimbrer Pulling-teamet.
Han er også en del af holdet bag Krone Red Lightning fra Vindblæs, en Volvo 810 hvor lillebroren Henrik Kjær er piloten.
Teamet kører i 3600-kilo Farmstock-klassen, som er den mindste klasse, hvor der fortsat køres på normalt brændstof.
Sæsonen har indtil videre været særdeles god for holdet.
Krone Red Lightning har vundet de afdelinger, teamet har deltaget i i år.
Holdet har også været en tur til Tyskland i juli, hvor der blev kørt EM, og de tog pokalen med hjem.
Kimbrer Pulling består desuden af holdet bag traktoren Grey Dream. En nybygget traktor som desværre ikke når at blive klar til Kimbrer Pulling.
Lørdagens stævne er den syvende afdeling af DM-serien, og mesterskabet er næsten hjemme for Sune Kjær og resten af holdet.
- Vi skal blive væk fra de sidste to afdelinger for ikke at vinde det, men det er jo ikke helt sikkert. Vi kan jo få fejl på maskinen, siger Sune Kjær, der har lidt svært ved at kalde holdet "Danmarksmester", inden det hele er afgjort.
Stævnet på Messevej foregår fra sen formiddag til ud på aftenen, og arrangørerne lover godt vejr.
- Vejrudsigten har været på skyet og byer de sidste tre år, men vi har fået solskin og tørvejr, så det får vi også i år, siger Camilla Kjær.
Ordet er dit