Musikprogrammet er klart til Kimbrerfesten, der igen håber på fuldt hus foran friluftsscenen i Aars.
Kimbrerfesten i Aars gratis om søndagen
Af Ture Damtoft, Tirsdag, 05/08/2025 14:31
AARS: Efter en lille smule kritik har Kimbrerfest komiteen taget en stor beslutning, det bliver gratis at komme med til danmarks hyggeligste byfest i Aars om søndagen.
- Det skulle være gratis, fordi vi har fået kritik for, at f.eks. bedsteforældrene skulle give penge for at komme ind til tivoli med børnebørnene om søndagen. Det er ikke mange, som har givet kritik, men vi har fået et par kommentarer, så nu prøver vi at gøre det gratis, siger Allan Mølgaard fra festkomiteen.
I 2024 var der omkring 650 betalende gæster om søndagen, så det er 65.000 kroner mindre i indtægter.
Men med et overskud på over 500.000 kroner regner komiteeen med, at det kan bæres.
- Så håber vi, gæsterne køber en øl eller sodavan, så kan det være, det går lige op. Det drejer sig ikke kun om at lave det største overskud men også om at lave en fest for alle. Søndagen er en familiedag, og nu hvor vi gør det gratis, er der ikke nogen som fravælger det, siger Allan Mølgaard.
Musikprogrammet for 2025 er også klart.
De to største navne til friluftsscenen med Branco torsdag og Ankerstjerne fredag.
Derudover er der gensyn med The Pouls, The Rogers, Gert Degn og så Vesthimmerlands Harmonikaorkester til gule ærter lørdag eftermiddag.
I alt løber musikbudgettet op i 250.000 kroner.
- Det er godt givet ud. Vi får tiltrukket en masse unge mennesker. Ankerstjerne har lige haft et par hits, som har ramt godt. Jeg så ham på Smukfest sidste år, og der tænkte jeg, gad vide om det kunne lade sig gøre at få ham til Aars, og det kunne det så, siger Allan Mølgaard.
Ordet er dit