Kimbrermuren, klimaet og nye bryster i Kimbrerrevyen

Af Ture Damtoft, Fredag, 06/09/2019 09:24

AARS: De seks veloplagte skuespillere tog pulsen på årets begivenheder i Aars til Kimbrerrevyen torsdag aften.

Der er fem forestillinger tilbage, så her skal der ikke afsløres for meget, men publikum kan glæde sig til et par ordentlige latterbrøl.

Kimbrermuren fik en hovedrolle, og den lokale version af Olsenbanden havde en genial plan, hvor der bl.a. skulle bruges 783 rawplugs - for som der blev sagt i et andet nummer: "Et bette hul fra eller til, det er der ikk' nogen der lægger mærk' til".

Klimakrisen kom under behandling fra veninderne Iben og Birgitte, der var blevet helt kødforskrækkede og slået over til grøntsager, så det var en fibersprængning, når manden pruttede.

Byrådet og politikere fik også en tur i møllen i bedste revy-ånd, hvor der bliver langet lidt ud efter alle, men på en måde så de selv kan grine med.

Publikum fyldte teltet men skuttede sig lidt for kulden, for efteråret og ikke mindst vinden var kommet til Aars - heldigvis kunne man så varme sig lidt ved at bruge lattermusklerne.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"