Knald eller fald for Aars på søndag

Af Ture Damtoft, Torsdag, 23/10/2025 12:18

FODBOLD Serie1 herrer

Hadsund 1-2 (0 - 2) Aars IK

Rækkens mest effektive angreb skal møde rækkens næstbedste forsvar på Sparekassen Danmark Arena i Aars på søndag, når Vorup kommer på besøg, og en plads til playoff kampe er på spil.

Aars IK har al mulig grund til at komme ind til kampen med selvtilliden i orden efter 10 kampe uden nederlag og endnu en sejr onsdag aften på udebane mod Hadsund.

En kamp hvor Aars kom foran efter kun 3 minutter på mål af Thomas Steffensen, der fik gult kort og dermed 10 minutters udvisning efter 9 minutter og så scorede igen til pausestillingen 2-0 til Aars efter 30 minutter.

- Det var en kamp vi satte os på med det samme. Vi havde snakket om, at det i bund og grund var en kamp, hvor resultatet ikke havde den store betydning, for vi skal alligevel vinde den sidste, men vi ville bygge videre på den gode stime, vi er inde i, og det gjorde vi. Thomas får så en udvisning, og kampbilledet ændrede sig lidt i den periode, og derefter sidder vi fint på det igen og har kontrol på kampen. Men Hadsund er jo i en situation, hvor de skulle vinde for at undgå nedryknings playoff, så de begynder at satse voldsomt i 2. halvleg, og vi laver en fejl, hvor de får en spiller fri og får et staffespark, som de scorer på, men de kom det ikke nærmere. Vi præsterede en solid indsats. En god 1. halvleg og en 2. halvleg som kunne være bedre men nok til at vi slår dem, siger Aars træner Henrik Larsen. 

Til knald eller fald kampen på søndag må han undvære sin anfører, og der er lidt småskavanker i truppen. Aars IK skal vinde for at tage pladsen om playoff kampe, fordi Vorup har en bedre målscore. Kampen i Vorup var uafgjort 0-0.

- Men sådan er det jo også for Vorup, og det er jo fedt at få sådan en kamp. Vi har haft en lang stime, hvor vi har samlet mange point ind, og i andre kredse havde det været nok til oprykning.  Det bliver en svær opgave. Vorup er godt hold og har et hold i Danmarksserien, som spillerne i Serie1 træner sammen med, men vi er meget fortrøstningsfulde over at få sat noget godt sammen. Jeg tror ikke spillerne føler pres tværtimod, når vi er nået hertil, skal vi bare holde fat i vores ting, og spiller vi på det niveau, som vi kan, kan vi vinde over alle, siger Henrik Larsen.

Vinder Aars skal den første playoff kamp spilles allerede tirsdag, 28. oktober og anden kamp om lørdagen. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"